image

Erik A. Frandsens neon-lysekrone er formet efter elskendes bevægelser. Foto: ARoS

Udstilling: Erik A. Frandsen var en af de centrale skikkelser i 1980ernes såkaldt vilde maleri. En ny udstilling på kunstmuseet i Århus udfolder hans store værk, der både udmærker sig ved at være i konstant opbrud og ved at afsøge mulighederne i forskellige materialer. Resultatet er et pågående men tvetydigt maleri, der synes at kredse om livet, døden og kærligheden.

Erik A. Frandsen bruger selv det malende udtryk eyefucking om det, der sker i hans billeder. Eyefucking svarer til den erfaring, mange mennesker har, når de betragter et kunstværk:

Blikket lokkes og suges, tvinges og dirigeres hid og did og rundt og rundt på lærredet i et forsøg på at indfange og overskue og til syvende og sidst i en eller anden udstrækning forstå billedet.

Ikke nødvendigvis i forhold til en autoriseret forklaring eller en facitliste af en slags. Snarere i forhold til sig selv. På udstillingen finder man ord som White Power og Lebensraum bøjet i neon, og de har givetvis helt forskellige associationer og rejser vidt forskellige forestillinger og stemninger, alt efter hvem man er. Omvendt er det fascinerende at se, hvordan kunstneren anvender motiver fra sit privatliv på en måde, der gør billederne alment interessante, fordi de fortæller om at realisere det almene. Samtidig med at man konfronteres med den udtalte materialebevidsthed, der kendetegner Erik A. Frandsens omfangsrige værk.

Stålblomster

Udstillingstitlen – Det dob-belte rum – synes at henvise til den tvetydighed og til de mange rum, man ofte finder i Erik A. Frandsens billeder, hvad enten det er muligheden for at spejle sig selv i hans store stålplader eller betragte hans blomsterbilleder, der trods motivet forekommer noget giftige. Billeder af blomster er traditionelt blevet anvendt til at erindre os om altings endeligt – men De, min herre, De skal dø, det er det, det handler om, som det hedder i et digt af Søren Ulrik Thomsen – og hos Erik A. Frandsen minder hans afskårne blomster også om døden. Ikke mindst når blomstermotivet er fræset ind i stålplader, der alligevel er så blanke, at vi uden besvær kan spejle os i dem.

I det hele taget: Appetitten på materialer er karakteristisk for mange malere fra den generation, Erik A. Frandsen (født 1957) tilhører, men udover 1980ernes fantastiske malerier med påmonterede stålbakker, glasuld og fotografier er det alligevel påfaldende, at det er den samme kunstner, der har spændt sig så vidt uden at tabe sig selv undervejs. Såvel på udstillingen som på museets restaurant er ophængt nogle lysekroner i neon, og først tænker man, at de måske er både dekorative og alt muligt, men efterfølgende går det op for en, at de også rummer et poetisk element, man finder i mange andre af kunstnerens værker. Neonrørenes former henviser til bevægelser foretaget af elskende under akten, på samme måde som Erik A. Frandsen ved gentagne lejlighed har skabt billeder og neonskulpturer, der eksempelvis gengiver bevægelserne af to elskende eller en kvinde, der klæder sig af.

Udstillingen på kunstmuseet i Århus er retrospektivt anlagt, og det betyder, at vi kan bevæge os fra de tidlige, udpræget heftige billeder over de store kompositioner med isolerede kvinder i store gullige billedrum til de nyeste billeder, hvor kunstneren har arbejdet med noget så uventet – men tydeligvis ikke gammeldags – som venetiansk glasmosaik.

At acceptere tilværelsen

Som man også kunne se på kunstnerens udstilling på Glyptoteket i fjor, er motiverne hentet fra hverdagen. Snapshots af den slags turisten tager af familien under ferien – og det bringer os hen til et andet karakteristisk træk ved Erik A. Frandsens billeder. Her er bittersøde henvisninger til, at vi ikke er her i al evighed, mens andre af værkerne henviser – måske trøstende – til både erotikken og familielivet. Det drejer sig om at se tilværelsen i øjnene og acceptere den.

I tilgift viser ARoS en udstilling med en af landets mest interessante skikkelser inden for street art, Papfar, der også hedder Søren Behncke, når han ikke placerer sjove kommentarer i byrummet. Arbejderne i pap er fortsat dem, der fascinerer mest, men glad – eller måske snarere foruroliget, under alle omstændigheder berørt – bliver man nu også af hans groteske malerier. De ligger langt fra den måde, Erik A. Frandsen arbejder på, men en kvalitet har de nu til fælles. Der er en modstand i billederne, der saboterer deres dekorative kvaliteter og gør dem vedkommende.