Blomsterne bedrager ved første blik

Inciterende og opdateret arbejdsportræt af Erik A. Frandsen på Horsens Kunstmuseum

At holde øjeblikket fast og gøre det flygtige bestandigt - det er en gennemgående bestræbelse i Erik A. Frandsens værker.

Tilsyneladende opfyldes den fint på to store runde billeder, ”Arles - mon amour - no pasaran” - såkaldte scagliola, hvor motivet er en mark med solskikker. Indfanget lykke - tror man. Indtil man bliver opmærksom på, at man står over for solsikker, der vender hovederne bort og ind mod billedernes egne rum, som om disse blomster har nok i sig selv og helst er ens påtrængende blik foruden. Man føler sig uvelkommen. Og en ensomhed sniger sig ind på én: Man ser en evighed af sommer, så tæt på og dog uopnåelig.

Vagn Steens digt om, at den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt, dukker op i erindringen. Men forsøget på at fastholde slippes ikke - billeder af øjeblikke transformeres til værker af vidt forskellig karakter.

På den udfordrende og umiddelbart nærværende udstilling er udgangspunktet for den overordnede bestræbelse en cirka 1000 kilometer lang vandring, som kunstneren foretog i efteråret 2014 fra Gran San Bernardo i Schweiz til San Pietro i Rom. Fra denne vandring stammer dog ikke det første værk, der vises: en patchwork-skulptur af en bil, præsenteret sammen med en svært læselig vægtekst i neon, der kryptisk henleder opmærksomheden på et andet usædvanligt fænomen, nemlig bløde katedraler. Som om også sådanne kan opføres i stof.

Heller ikke det følgende værk, ”Friedrich fra Fælledvej”, stammer fra vandringen, men hører alligevel naturligt med i sammenhængen, idet billedet med de store ”fastfrosne” blomster - iagttaget af to lige så ”fastfrosne” personer/giner - opstiller en grundsituation hos Frandsen: øjeblikket, der løftes ud af tiden og ind i - ja, ind i hvad?

Blomsterne ser ud, som har de forlængst mistet deres duft. Hvorfor dufte til ære for giner?

Gennem en tom korridor, med vægge af løst ophængte, hvide papirbaner kommer man ind en sal, der blandt andet rummer 13 store akvareller, ”Basis Europa”, fra kunstnerens lange vandring, akvareller af natur, bygninger og enkelte dyr. Det er arbejder, der er hentet fra skitsebøgerne og da også har et vist råt præg. Det er, som om man stadig mærker varmen fra skabelsesprocessen. Billederne virker bevidst skødesløst opsatte, det hele har et præg af foreløbelighed - som stadier på vejen mod et mål.

Men da jeg var sammen med billederne, følte jeg, at jeg var ved målet - som om netop det ufærdige er det ”færdige” udtryk. Rent ud sagt: For mig er disse akvareller hovedværker på udstillingen.

Fra skitsebogen stammer også serie af 12 forholdsvis små mosaikker, ”Morandis tavler”. Giorgio Morandi (1890-1964) var en italiensk maler og grafiker, hvis livsværk betegnes som en syntese mellem klassisk tradition og modernisme. De rødlige tavler med glimt af lokaliteter fra kunstner-vandringen fremtræder som mindre rå end akvarellerne. Motiverne er ganske enkle, men rummer i al deres fordringsløshed en dybde, som gør, at man ikke uden videre ser sig færdig.

Sværere havde jeg ved at opnå engagement i ”La mappa til Celan”, seks store mosaiksøljer på sokler af marmor. Plastik i forskellige farver snor sig som slanger op ad søjlerne, der er placeret i umiddelbar nærhed af ”Goethe diffuse”, en skærm, hvor Frandsen har ”oversat” fotografier fra sin rejse til et flimrende forløb. Det er som at betragte en himmel i uophørlig forandring, snart ser man ét og snart noget andet. Den tålmodige belønnes med tyste oplevelser.

Udstillingen med dens koncentration giver et overskueligt, men også inciterende, opdateret portræt af en kunstner og hans stadige udforskning af materialer og udtryksmidler. En kunstner, der ikke bekender sig til en isme og også er tydelig nok som sig selv. Det bekræftes her.