Brikker til en mosaic

Udstilling: The Real UnnaturalismErik A. Frandsens udstilling af nye værker på Glyptoteket fortæller om en kunstner, der bestandigt søger efter nye materialer og nye udtryk - denne gang ved at vende sig mod fortiden.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Man møder hyppigt en voyeuristisk intimitet i Erik A. Frandsens værker. Han har med forkærlighed arbejdet med motiver, der har haft en fortrolig og hverdagsagtig karakter. Omsorg og erotik. Barnet, kvinden, hjemmet. Malet, fotograferet eller bøjet i neon.

Såvel det intime som det voyeuristiske er også til stede i hans nye udstilling skabt til Ny Carlsberg Glyptotek. Det er en udstilling, der på flere måder er meget overraskende i forhold til kunstnerens tidlige produktion, men også ligger i en slags logisk forlængelse af Erik A. Frandsens ofte demonstrerede appetit på at arbejde med nye materialer og - som antydet - hans motivkreds.

Udstillingen består af tre afdelinger. Næppe er man kommet ind i Glyptotekets festsal, før man bliver konfronteret med en omfangsrig, spejlblank ståltønde, man kan gå rundt om og se festsalens overdådighed - søjler, statuer, det rigt dekorerede gulv, loft med ovenlys - reflekteret i. Og vel at mærke på en måde, der både koncentrerer indtrykket og gør det uoverskueligt. For at det ikke skal være for nemt, for banalt, for facilt og modstandsløst har kunstneren slebet nogle store stilistiske gengivelser af blomster ind i dele af tønden. Afskårne blomster - med alt hvad det indebærer af begreber som forfængelighed og forgængelighed - har været et tilbagevendende motiv i kunstnerens arbejder i de senere år, hvor han også - i hvert fald for en stund - har bevæget sig fra lærredet til stålpladen.

Men tønden spejler også en fantastisk mosaik fra det første århundrede, der befinder sig forsænket i salens gulv og forestiller Zeus omskabt ved denne lejlighed til en tyr for at komme i lag med en fønikisk kongedatter.

Mosaikken har længe været betragtet som en forældet kunstform, så så meget desto større er overraskelsen ved at konstatere, at Erik A. Frandsen til udstillingen har skabt en række mosaikker, der hænger på væggene, samt - og det er så det tredje element - nogle store, forskelligt bemalede plader der som enorme mosaikstifter tilsammen danner et gulv og dermed en ny iscenesættelse af en af salene med græske portrætter fra op til 400 år før vor tidsregning.

Erik A. Frandsens motiver er påfaldende hverdagsagtige. Måske lige bortset fra en mosaik, hvor Spider-Man er landet på gaden i New York (?), er det billeder fra dagligdagen; fra sport og populærkultur og snapshots af forbrug og turisme med en stemning af americana og så denne dagligdags intimitet, der kan synes så gennemgående i hans motivverden.

Hvorfor mosaikker, kan man spørge. Hvorfor ikke, kan man svare. For mosaikkerne giver tydeligvis Erik A. Frandsen en helt ny og mere lysende mulighed for at arbejde med sine billeder end den, der typisk har kendetegnet hans klangmæssigt afdæmpede malerier. Så det er en udstilling, der viser en kunstner i stadig bevægelse optaget af at undersøge den mangfoldighed af materialer, der er for hånden. Ligesom dengang han arbejdede med at lime plasticbakker og andre blokerende elementer på sine lærreder. Blot med den forskel at han nu synes at åbne billederne på en anderledes og imødekommende måde.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.