blomsterpragt. Frugtskålen fordobles og blomsterne folder sig ud i Erik A. Frandsens insisterende hverdagsbilleder, der giver nyt liv til Landstingssalen på Christiansborg.
Han er ikke så lidt fræk, ham Erik A. Frandsen. Faktisk er han dobbelt fræk, for ikke nok med, at han insisterer på at fremstille sin egen hverdag i monumental størrelse, han placerer også malerierne i selveste Landstingssalen på Christiansborg.
Så store størrelser, som der her er tale om, nemlig fire gange fire meter, var før i tiden forbeholdt de store motiver, hvilket vil sige sejrrige konger eller allegorier over magthavernes ufejlbarlighed.
Og Landstinget, der var førstekammer i den danske rigsdag fra 1849 til 1953, bestod først og fremmest af de fineste folk, der forsøgte at lægge en dæmper på alle dem i Folketinget.
Højtidelig og klodset
Sådan er det ikke længere, og tilbage står en på én gang højtidelig og klodset sal, udstyret med fornuftige institutionsstole og brunt gulvtæppe. Indtil for nylig hang her to store billedvævninger af Anna Thommesen (1908-2004), men da salen blev ført tilbage til sit oprindelige udseende, måtte der ske noget nyt.
Og jeg skal da lige love for, at det er lykkedes. Frandsens fire gigantiske malerier tilfører nemlig Landstingssalen både liv og farve på en tilsyneladende yderst demokratisk facon. For en valmue i en vase er allemandseje. Det er den slags skønhed, man kan skaffe sig for selv seriøst begrænsede midler, men som ikke desto mindre gør en gevaldig forskel i hverdagen.
Frandsens farveholdning er et første tegn på den frugtbare dobbelthed, der synes at gennemsyre hele udsmykningen. Teoretisk set burde det således stikke i øjnene, når han frejdigt placerer felter med lilla lige op ad glødende gylden og endda gul, der er den lilla farves absolutte modsætning. Men på mirakuløs vis holder det hele, samtidig med at farverne slår hul i muren og skaber en fornemmelse af dybde og rumlighed.
Illusionen af rum
Samtidig tilfører Frandsen en stribe yderst i hver side af sine malerier, hvor motivet ligesom gentages. Det ligner kanten i et facetslebet spejl og fungerer som en fin forskydning af maleriets rum, hvor illusionen på den ene side gøres tydelig og på den anden cementeres.
Frandsen viser os nemlig, at det her er et maleri, en konstruktion og en komposition, han fuldstændig behersker – og netop derfor bliver billedet, og dermed illusionen af rum, så vellykket.
Landstingssalen er ellers ikke ligefrem et let rum at udsmykke, og da slet ikke, hvis man også tager de øverste felter med. Her var der tidligere tilhørerpladser, men i dag er balkonerne blændet af, og det er grænsende til det geniale, at Frandsen nu bruger disse felter til en frise af kæmpe kultegninger, hvor man genfinder billedelementer fra malerierne nedenfor.
Dialog
Tegningerne går i diskret dialog med den bombastiske stuk, samtidig med at man får et fint indblik i, hvilke dele af malerierne kunstneren især har fokuseret på. Og fordi den prikkede frugtskål, vasen med stilke og en enkelt hængende blomsterranke nu er gengivet som sort streg på hvidt, fortæller Frandsen også noget om forholdet mellem form og farve.
Men først og fremmest er det motiverne, det, at Frandsen insisterer på at bringe hverdagen helt ind i de næsten hellige haller, der springer i øjnene. Ganske vist er der ikke et menneske at se, men et hjem er altid et portræt af dem, der bebor det – bare spørg livsstilseksperterne.
Frandsen og hans familie er således i høj grad til stede. De har listet deres hjem, og dermed sig selv, ind på Christiansborg som en ny variant af den kunstneriske praksis, der kaldes intervention. Men hvor interventionen plejer at være en (kunstnerisk) handling, der skyder sig overraskende ind i hverdagen, er bevægelsen her vendt om, så det er hverdagen, der intervenerer rummet.
Det betyder dog på ingen måde, at kunsten lider overlast eller giver køb på noget som helst.
Diskret luksus
For den hverdagsdekadence, Frandsen præsenterer os for med en diskret luksus ved køkkenvasken og lejlighed på Nørrebro, peger et par århundreder tilbage i kunsthistorien. Helt præcist til 1600-tallets forkærlighed for blomsten, både som symbol for livet lige nu og for den uundgåelige forgængelighed.
Roserne i Frandsens køkkenvindue er ved at visne, hvilket understreger dels den dobbelte blomstersymbolik, dels den insisteren på hverdagen som gyldigt motiv, der er grundpillen i udsmykningen.
Magtens rum møder hverdagen, men hverdagen puster sig op og kræver sin centrale placering. Og ved at lukke hverdagen ind fremstår Christiansborg mere menneskelig.
Der er således konstant tale om modsatrettede dynamikker, om dobbelte betydninger og frugtbare forbindelser i Erik A. Frandsens udsmykning, der både er imponerende, insisterende og langtfra så ydmyg, som man kunne forledes til at tro.