image

”Friedrich fra Fælledvej”, 2013, maleri. I forgrunden toppen af patchwork-Ferrari’en, ”Beijing Old Ezra’s wannabil”, 2012-2015. Foto: Anders Sune Berg

En Ferrari i størrelsesforholdet 1:1 udført i patchwork har ganske vist ikke meget med en mere end 1.000 kilometers gåtur startende i Gran San Bernardo i Schweiz og sluttende i Rom at gøre. Ikke desto mindre har man på Horsens Kunstmuseum valgt at introducere Erik A. Frandsens udstilling ”Pilgrimage For An Armchair Explorer” med det fascinerende køretøj samt et kolossalt maleri med et af samme kunstner velkendt interiør med blomsterbuketter som grundtema.

Mens et tv-hold færdiggør en reportage med kunstneren i særudstillingen, fristes man til at tage en grundig iagttagelse på det store maleri, som har titlen ”Friedrich fra Fælledvej” – og det blot for at blive bekræftet i forudsætningen om Erik A. Frandsen som en mester i kombinationen af det farvemættede maleri i samklang med de transparente virkemidler.

Frandsen er ikke bange for at efterlade det gesso- behandlede lærred blottet visse steder for dermed at underbygge antagelsen om, at det på et tidspunkt har fremstået i skitseform.

Akvareller med intensitet

Under den tidligere nævnte vandretur i selskab med forfatteren Thomas Boberg foretog Erik A. Frandsen et antal tegninger, der fungerede som ophav til den aktuelle udstilling, og ved bekendtskabet med disse efterfølgende afstemte værker står det øjeblikkeligt klart, at de ikke har meget til fælles med en Ferrari eller blomsterinteriører. Umiddelbart får man et indtryk af en hurtig og spontan bearbejdelse af, hvad der viser sig at være en ret glat form for akvarelpapir af et vist format. Kunstneren fortæller mig, at han har foretaget værkerne ved hjælp af en velpigmenteret akvarelfarve.

Under den tidligere nævnte vandretur i selskab med forfatteren Thomas Boberg foretog Erik A. Frandsen et antal tegninger, der fungerede som ophav til den aktuelle udstilling, og ved bekendtskabet med disse efterfølgende afstemte værker står det øjeblikkeligt klart, at de ikke har meget til fælles med en Ferrari eller blomsterinteriører. Umiddelbart får man et indtryk af en hurtig og spontan bearbejdelse af, hvad der viser sig at være en ret glat form for akvarelpapir af et vist format. Kunstneren fortæller mig, at han har foretaget værkerne ved hjælp af en velpigmenteret akvarelfarve.

Disse arbejder har dog ikke – trods en forstørrelsesproces – mistet deres umiddelbare intensitet i forhold til de oprindelige skitser, som jeg dog retfærdighedsvis bør nævne, at jeg ikke har set. Motiverne dannes af et hvilket som helst tema, som man kan støde på i løbet af en sådan march. Får krydser en vej. Landskabet, en bar eller en historisk bygning åbenbarer sig for én. Motivet er ofte af mindre betydning i forhold til, hvordan det er blevet tolket af kunstneren.

Mosaikkerne

Uden kvalificeret assistance er der mange ting, der umuliggøres i en kunstnerisk rodfæstet proces, og det gælder også hos Erik A. Frandsen. Siden afslutningen af vandreturen i pilgrimmenes fodspor har han ladet fremstille et antal mosaik-arbejder hos de dygtige håndværkere i den toscanske by Pietrasanta.

Uden kvalificeret assistance er der mange ting, der umuliggøres i en kunstnerisk rodfæstet proces, og det gælder også hos Erik A. Frandsen. Siden afslutningen af vandreturen i pilgrimmenes fodspor har han ladet fremstille et antal mosaik-arbejder hos de dygtige håndværkere i den toscanske by Pietrasanta.

Metoden er langtfra ny for kunstneren, og alle, der så udstillingen ”Det dobbelte rum” på Aros i Aarhus for nogle år siden, husker med al sandsynlighed de store farvestærke mosaikker, der fyldte pænt på denne udstilling. Aktuelt er vi nede i langt mere beskedne formater, men det gør absolut ikke de enkelte arbejder mindre interessante. Hver eneste streg fra tuschpennen på den oprindelige skitse er gengivet i minutiøse forløb, der nok har krævet sit af de italienske håndværkere.

Søjlerne

Udstillingsrummet inkluderes tilsvarende i helheden i kraft af seks søjler, der ligeledes har mosaikkerne som udgangspunkt. Man bør dog vide, at disse værker skildrer vandreturen i ord, som er ganske klart aflæselige på søjlernes overflader. Ordene og ornamentikken snor sig op eller ned ad søjlerne, som dermed optræder som samlende enheder i forhold til værkerne på væggene. Jeg havde såmænd gerne undværet to runde malerier med inspiration fra solsikkemarker ved Arles i Sydfrankrig. Kunstneren fortæller, at tilsvarende scenarier havde optrådt i forbindelse med vandreturen, men dels har de to malerier, som vises på hver sin endevæg, ikke direkte nogen relation til turen, og dels fremstår de som sært indifferente elementer i relation til det øvrige sceneri. Det samme kunne man også sige om videoværket ”Goethe Diffuse”, der distancerer sig fra helheden på en – i flere betydninger – uklar måde.

Man må formode, at de nævnte værker udfylder en funktion, og ”Pilgrimage For An Armchair Explorer” på Horsens Kunstmuseum er måske ikke den mest omfattende udstilling, der aktuelt kan ses på et dansk kunstmuseum, men jeg kan ikke afvise, at en trods alt gennemført version af begrænsningens kunst er udstillingens styrke. For min skyld kunne den dog glimrende være endnu mere konsekvent decimeret.