Ingen siesta til Kvium

»Det er Michael.«

Jeg har ringet til Michael Kvium i Almeria i Andalusien i Sydspanien, hvor han har rejst til og malet de seneste 30 år. Han er der også denne måned. Fruen er med.

»Hun kan ikke altid forstå det, hvorfor kan vi ikke bare være en lille smule mere sammen med vores venner hernede? Det irriterer hende, at jeg skal arbejde så meget, at jeg er optaget af det.«

Men det er han. Punktum. Optaget af at arbejde.

Jeg mødte Kvium tilbage i 1980’erne og ind i 1990’erne, hvor han var begyndt på den serie af Fools-malerier, der netop nu er udstillet på Aros. Vi mødtes hver dag, stort set, på Café Dan Turèll i Store Regnegade i København, det var vores ”dagligstue”.

»Du var så fattig, dengang, Michael …«

»Det var du sgu da også, Synnøve ...!«

»Ja, føj, vi var fattige, du havde den der store udstilling på Glyptoteket, det var vel egentlig begyndelsen på de ”Fools”-malerier, vi kan se på Aros lige nu?«

»Ja, ”Choros”, det er fandeme længe siden. Jeg lavede meget store lærreder også dengang, men altså, der skulle jo spares, så jeg skar resterne af de store lærreder, og så blev det til 30x30 cm, et yderst smukt format, som jeg har arbejdet på i alle de år.«

Kvium har brugt formatet 30x30 lige siden, det format er de 202 portrætter, der lige nu hænger på Aros, også, de er blevet en utrolig stor succes for Kvium, men også, synes jeg, for os som publikum.

»Du giver os så utrolig meget, både af det smukke, det rystende og det frastødende. Man bliver nødt til at tænke. Man skal selv gøre regning.«

»Haha, det er vel meget godt, ikke,« spørger Kvium, jeg kan høre, at han fumler med en cigaret, han er ved at rulle.

For et par år siden røg han 60-70 cigaretter om dagen, men nu, efter han er begyndt – som Lucky Luke – at rulle i hånden, er han nede på under 20.

»Jo, det er godt, vi elsker at hade og hader at elske dine billeder … Du er, hvad kan jeg sige? Et geni. En af de største malere, Danmark har …«

»Ahr!«

»Det er sådan, det er, Michael.«

»Okay. Den glæde ved det, at det går meget godt, du ved, den forfængelighed, den hjælper sgu ikke noget i værkstedet, når det går ad helvede til der.«

Kvium inhalerer dybt. Han har en rolig og udpræget årvågen stemme.

Næste år fylder han 60 år.

»Gud bedre mig, underligt, jeg har lige været oppe at gå i bjergene med vores spanske venner, der er i 40’erne, men det sjove er, at jeg hele tiden tror, at de er de ældste, jeg ved ikke, hvorfor jeg har det sådan, ”forstå det nu din gamle stodder”, men jeg kan ikke forstå det, og så at blive 60 … Men på den anden side, man kan jo heller ikke være 30 år hele livet. Jeg har opdaget noget godt ved alderen. Jeg tør mere, ved, hvad jeg kan og har et meget større vokabularium hele vejen rundt i mit liv. Men det er da ubehageligt at se, hvad vej det går. Fuck, 60 år!«

Michael Kvium træner i træningscentre, når han er hjemme i Danmark, og som nu, hvor han er i Spanien, går han 5-10 km hver dag, gerne i bjergene.

»Det bliver jeg nødt til, ellers får jeg så helvedes ondt i ryggen og i armene, så kan jeg ikke lave mine store lærreder, der skal trænes, det skal der bare, men ved du hvad? Man kan vælge at se på det hele med afmagt og ja, næsten vrede, men man kan også vælge, som jeg gør, at se på alderen med glæde. Jeg er i hvert fald meget mere til stede både med andre mennesker, men også i mine billeder, i processen, når jeg maler nu.«

Han begynder at arbejde klokken ni. Enten tegner han, eller også er han nedenunder i sit store værksted, hvor han maler. Han har en skrap tidsplan med indlagte små pauser. I gamle dage, da jeg kendte Kvium, arbejdede han om natten, da vi taler om det, siger han, at det kun er cirka fem år siden, han er holdt op med det.

»Før elskede jeg nætterne, nu elsker jeg morgenlyset med kaffen og smøgerne og kolibrien, der vimser rundt om mig ude på terrassen. Én ting, der ikke må ske, er, at jeg bliver stresset, så er der ingenting, der duer. Jeg arbejder fra kl. 9-20 hver dag. Mine spanske venner forstår mig ikke, de holder jo siesta og tager måske på udflugt eller spiser en enorm frokost, altså, jeg kan slet ikke afbryde mit arbejde, mit flow, midt på dagen, jeg skal fortsætte, til dagens arbejde er forbi. Ingen siesta til mig.«

Det er, som om vores samtale hele tiden kredser om døden, alderen, livet, men gå op på Aros, sådan er Michael Kviums billeder også.

»Da jeg blev 50, kom jeg med i en klub, det blev sådan et skel, hvor nu hørte jeg til dem, der skal dø. En gang. Det var faktisk en befrielse ikke længere at skulle konkurrere med andre kunstnere, ikke at skulle observere, at hukommelsen bare var helt ren og klar – nu skulle der arbejdes. Det har været 10 rigtigt gode og dybe år. Det er også kommet ind i mine billeder, at jeg tilhører en ny gruppe, den evigt levendes alder.«

»Du er så dedikeret, alt handler mere eller mindre om dit arbejde. Jeg beundrer din disciplin.«

Kvium griner stille, jeg kan næsten høre ham nikke helt dernede i Spanien.

»Jeg er ikke god til at bruge den succes, jeg har, hvile og rulle mig i den, eller rettere, jeg skal nok lynhurtigt sætte mig selv på plads. Det er nok noget jysk noget – jeg er fra Horsens – jeg ved sgu ikke, men på plads kommer jeg.«

Jeg forstår på Michael Kvium, at det først er, når han er helt alene – gerne i et andet land – og er super koncentreret og meget lidt social, at det ”kører” for ham livs- og arbejdsmæssigt.

»Hvis jeg er i en proces, som er under udvikling, går jeg ikke ud og ser andres udstillinger, før jeg selv er på rette spor, så er jeg meget lidt social, ingen afbrydelser eller udskejelser, det står jeg meget fast på. Jeg skal rense mig før en stor opgave, der skal bruges meget tid på at sidde alene og tegne skitser. Det kan være uhyggeligt skræmmende, og man trækker sig selv ned i nogle dybe lag og overvejelser, der giver utrolige selvindsigter. Indtil opgaven er løst, indtil jeg har fået det formuleret, er jeg tvunget til at trække mig tilbage og tænke og tegne. Begynde forfra. Hver gang. Jeg skal sidde et ensomt sted, og det, tankerne ikke kan finde ud af, det kan hånden i skitserne og så til sidst, som jeg kommer længere og længere frem i processen, så bliver det en dialog mellem skitsematerialet og mine tanker, og så begynder det at tage form, og jeg begynder at se billeder, og så. Så maler jeg dem.«

Man kan høre en skarp, svævende tavshed fra Andalusien til Aarhus, geniet, der selv møjsommeligt vasker alle sine pensler, hvilket er et stort arbejde, har fundet sin inspiration. Kviums pause er forbi. Han skal male nu.

Inden Kvium skal videre, taler vi lidt om hans store fernisering på Aros, hvor han fik stukket en kæmpe buket i favnen på scenen, men ikke sagde et eneste ord.

»Uh! Jeg bliver mere og mere nervøs, desto ældre jeg bliver, jeg stod sgu bare der og rystede i bukserne, men jeg var glad for hver eneste, der kom, og hver eneste der har set ”Fools”, og ved du hvad, Synnøve?«

»Nej?«

»Jo, jeg har oplevet sådan en utrolig varme fra mennesker i Aarhus, jamen gå ind i en butik, mød tilfældige på gaden, jamen, altså, folk er meget, meget sødere og meget mere ligefremme og åbne i Aarhus, end de er i København, det er da helt sikkert! Og det smitter, det gør sgu indtryk på sådan en som mig. Jeg er vild med Aarhus.«