Erik A. Frandsen formår at holde sig selv i gang ved at prøve en ny metode af. Han maler megamalerier med udsnit fra hverdagen og trivialiteternes overdrev.
Megastore malerier er magtdemonstrationer, og Erik A. Frandsen er på sin seneste udstilling næsten gået fra gulvet helt op til loftet. Når man vælger et format på 290 x 220 cm, er det heller ikke med tanke på at erobre en væg i det sociale boligbyggeri.
Med andre ord: Der kunne med usynlig skrift stå skrevet hen over disse otte værker: ’forbeholdt museer og andre meget rummelige institutioner’. Som maksimal kontrast hertil har vi så de motiver, som Erik A. Frandsen har valgt. Det er bare en buket blomster på en hvid kniplet dug, et par udstoppede skader og andre tavse udsnit fra hverdagen og trivialiteternes overdrev.
Hvorfor skal vi partout se disse tilsyneladende ligegyldigheder malet op i monumentalt format? Det skal vi, af samme grund, som Baselitz vender sine motiver på hovedet: dvs. for at der ikke skal være tvivl om, hvad kunstneren anser for at være det vigtigste: farven, stoffet, lyset, mørket, den maleriske gestus, alt det, som viser tilbage til maleriets ’hvordan’ og ikke til dets ’hvad’.
Kunstneren er ikke episk eller litterært forpligtet af sit motiv, og der er ingen oplagt fortællende sammenhæng mellem hans billeder. Der er heller ikke nogen forbindelse mellem malerierne og så de to polykrome kuglelamper af stål og neon, som også giver højde til denne udstilling.
Det afgørende er at kunne prøve en metode af, en ny arbejdsform, ligesom med stålbillederne. Frandsen er en kunstner, der behersker den kunst at holde sig selv i gang.