Christian Lemmerz går under jorden og giver publikum en pause fra hverdagen.
ild i skolen, og vi satte lys på juletræet derhjemme. Det er nogle af første vores erindringer. Levende lys er utrolig fascinerende. Ligesom hvis man er oppe i et højhus og kigger ned, så mærker man suset af højde. Det er det samme med stearinlys«, siger Christian Lemmerz og fortsætter:
»Eller ligesom i en kirke, hvor folk ikke nødvendigvis kommer, fordi de tror på Gud, men fordi de har brug for et rum til eftertanke – et rum med stilhed. Min tanke var ikke, at det skulle være et museumsrum, hvor man kommer og bedømmer kunstværket og siger ’det kan jeg lide’ og ’det kan jeg ikke lide’ – det skulle være et rum, hvor man går ind og først ser skulpturerne, når øjnene vænner sig til mørket.
Det er faktisk lidt, som når man går rundt i glashusene i Botanisk Have, hvor hvert hus har sin egen atmosfære. Man går ikke og bedømmer planterne, man observerer dem bare. Det er en anden måde at kigge på ting på. Og det var også min grundtanke.
Ikke en almindelig udstilling
Jeg vidste med det samme, at det ikke skulle være en almindelig udstilling. Det er et specielt rum, så man er nødt til at arbejde med specielle materialer. Et almindeligt rum med så mange stearinlys ville være forbudt, fordi det ville være for brandfarligt.
Men her har vi en fugtighed på 100 procent. Hvis man satte en almindelig skulptur, ville skulpturen se bedre ud, men hvis rummet er stærkere end skulpturen, er det et problem.
Derfor var jeg klar over, at man skulle lave en skulptur, der understreger rummet og ikke omvendt.
Rummet er så stærkt i sin karakter, at jeg var nødt til at arbejde med nogle skulpturer, der understreger rummet i sig selv. Når man kommer ned i rummet, er det som en nedstigning til helvede. En slags metafor for en arkitektonisk underbevidsthed. Fra lyset til mørket.
Man forlader det elektriske lys eller dagslyset og kommer ned til antikvarisk lys – stearinlys. Det man normalt forbinder med kirker, hygge, romantik eller døden. Når stearinlyset går ud, er man død.
Der er en slags pseudospiritualitet i det. Vi lever i et samfund, der er fuldt af reklamer og produkter, så man kan få et nyt og bedre liv. Vi lever det hurtige liv i en byverden. Der er så mange billeder, informationer og støj og mennesker.
I gamle dage satte man sig ned og ventede på bussen og lavede ingenting. Nu har vi hele tiden vores iPhone og musik og så videre. Der er aldrig pauser mere. Den her udstilling er en stor pause.
Hvis man går alene rundt dernede, kan man se, hvordan vandet drypper, og der er både ekko i lyden og lyset, der bliver til skygger.
Tænd et lys
Det interessante i rummet er, at det blev bygget – ikke på grund af æstetiske tanker – men for at give rent vand til København. Og efter at det er blevet tømt, fordi man ikke har brug for det mere, er det blevet til æstetik.
Det er faktisk det smukkeste rum, vi har i København. Rummet appellerer til et bredt publikum. Både til dem, der ikke er interesseret i kunst, og til dem, der er meget interesseret i kunst.
Jeg håber, rummet er så åbent, at beskueren selv kan bestemme, hvad han eller hun kan bruge det til.
Dengang jeg arbejdede alene nede i rummet, fik jeg det ud af det, at jeg blev mere bevidst om, hvordan jeg gik gennem mørket. Fordi rummet ikke er oplyst, er det faktisk lidt farligt at bevæge sig rundt dernede.
Man kan træde forkert, eller man kan gå ind i en søjle. Man bliver mere bevidst om, hvordan man bevæger sig.
Man mærker luftfugtigheden og det flakkende lys, og man lægger mærke til skyggerne. Så man kan kalde det et erfaringsrum. Det kommer an på, hvem man er. God kunst er lige så god som betragteren af det.
Hvis folk er forelskede, kan de sætte et lys, ligesom man skraber et hjerte i et træ. Eller hvis man har en ven, der er død, kan man sætte et lys og tænke på ham eller hende«.