’Fools’ består af mere end 200 portrætter af de særeste fysiognomier
Så sent som i efteråret 2005 havde maleren Michael Kvium en stor udstilling på ARoS. Nu er han der igen. Hvorfor?
Måske fordi samtidskunstnere, der kan få tusinder af danskere til at gå på museum, kan tælles på en hånd – eller højst to.
Kvium er et af disse trækplastre, og så maler han ikke engang motiver, man kan kalde smukke og kønne. Men han maler og har gjort det i 35 år, og i dag er det ingen selvfølge, at en kunstner overhovedet maler.
Tilmed maler Kvium godt, realistisk, selv om fantasien regerer suverænt.
Som beskuer tror man på de mennesker, han maler, selv om man ikke har lyst til at møde dem på en smal mørk sti. Det betyder ikke, at man ikke kan smile ad dem, og det skulle undre meget, om det ikke var hensigten, nemlig at blande smil og latter med følelsen af krybende rædsel. Hos Kvium har grin og gru altid været nærmeste naboer.
Gennembruddet
Vi er i selskab med ’Fools’, Kviums uafsluttede studie i den menneskelige fysiognomis særeste og mest syrede fremtrædelsesformer. ’Fools’ er lutter små billeder, men til gengæld er der mange af dem.
Første gang de blev vist i Danmark, var i 1998 på kunstmuseet i Horsens, kunstnerens fødeby. Dengang var der 60. I dag er der 202, og det tal omfatter ikke engang alle de narre/fjollehoveder, som Kvium har malet portrætter af.
Når vi følger ’Fools’, følger vi også tidslinjen i den senere del af Kviums produktion. Før den tid var der årene i Værkstedet Værst med performances og så en stribe udstillinger, bl.a. i Horsens. Men endnu ikke noget, der lignede et gennembrud.
De første billeder på udstillingen er fra 1991. Året er vigtigt. For dét år blev de monumentale malerier, som Kvium kaldte ’Chorós’, udstillet og beundret på Glyptoteket og siden på Sønderjyllands Kunstmuseum. Hvis noget kan kaldes et gennembrud, var det dem.
Han kom også med i Fogtdals serie ’Danske kunstnere’, og han modtog en ordentlig klat penge i form af Jens Søndergaard og Hustrus Mindelegat.
Hvis Kvium tidligere havde ageret fjols i forskellige performances og film, gjorde han det ikke mere. Fra nu af blev det mest i maleriet, at han anbragte sine anfald eller indfald af surrealistisk og humoristisk galskab.
En vandring gennem 24 års udvikling
Når vi i en stor spiral bevæger os gennem ARoS’ galleri af maleriske galninge og ser til højre, foretager vi samtidig en vandring gennem 24 års udvikling. Det er vandring, der bliver ved med at dreje, indtil den vender om. Når vi ikke kan komme længere, fordi vi er nået til 2014, må vi tilbage til indgangen.
Ser vi igen til højre, mens vi går gennem portrætgalleriet, oplever vi nye fjollehoveder. Til sidst er vi der, hvor vi begyndte: hos de allertidligste ’fjollerier’.
Det ville være mærkeligt, hvis man var blevet lige begejstret over alle to gange hundrede eksempler på Kviums humor. Men samtidig med at man morer sig, må man lade kunstneren, at alle disse sære, syge eller sataniske ansigter ville være utænkelige uden det såkaldt vilde maleri.
Dertil kommer, at de er malet på en sådan måde, at man sender sine tanker til gamle mestre som Goya, Bacon, Lucien Freud m.m. og den betydning, de kan have haft for Kvium.
Kønskvotering
Lige siden 1991 har ’Fools’ været noget, som kunstneren går til, når han har noget på hjerte, og først går fra igen, når han har fyldt det lille format med et af disse væsener, der ville miste modet, hvis de kunne se sig selv i spejlet. Smukke er de ikke. Måske ikke engang rigtig kloge. Og slet ikke hyggelige. Men de er højst forskellige, og det er deres styrke.
Dominerer mændene? Muligvis. Men ikke alle, der ligner mænd, er rigtige mænd. Foretager vi en kønskvotering, går det androgyne væsen igen og igen.
Er disse væsener så tåbelige, som det hævdes. Nej, for det er i hvert fald lykkedes dem at komme på museum og i et katalog, hvor de er blevet reproduceret i størrelsen 30 gange 30 cm, samme format som i virkeligheden.
Kviums særlige ’Festival of Fools’ vil fortsætte, længe efter at den slutter på ARoS. For ’Fools’ er en værkserie, som måske først afsluttes, når Kvium definitivt slipper penslerne. Det ske sent.
I et stort tilstødende lokale til udstillingen kan man tage en selfie og få den vist på en storskærm sammen med alle de andre selfies, der efterhånden eksponeres. Nok sætter det store publikum pris på Kviums ansigter, men det sætter også pris på sit eget.