image

Ornitologens datter, 2015

 

Der er andet i norsk malerkunst end Edvard Munch og Odd Nerdrum.

Den samtidskustner, der flot og virtuost dyrker figurationen i sit maleri, kan løbe en vis risiko for at blive kaldt kitschet.

Men måske har den kitschede kunstner slet ingen ønsker om at abonnere på den gode akademiske smag. En kunstner som amerikaneren Jeff Koons har gennem massevis af malerier og skulpturer påvist, at kitsch ikke altid er den stil, som de andre – de dyre og anerkendte kunstnere – ikke vil lege med.

Kitsch kan være legitimt at lege med, den kan have en sandhedsværdi i sig selv, fordi den spejler noget centralt i samtidskulturens stilforbrug. Og er maleren tilpas kitschet, kan han – eller hun – ligefrem blive fremhævet for at være bevidst kritisk over for den kultur, der så tydeligt har været inspirationen til det hele.

Faktum er, at selv om det figurative maleri ikke syner af meget på tidens store biennaleudstillinger og heller ikke sluses ind på de mest eksperimenterende gallerier, er det ikke forsvundet fra det internationale kunstmarked. Et stort billede af den forkætrede norske neorealist Odd Nerdrum indbringer nemt 2 millioner kr.

Det ville være forkert at klassificere Lars Elling, en anden norsk figurativ maler, som en Nerdrum-efterkommer. Det er ham, vi skal beskæftige os med her, fordi det norske forlag Press netop har udgivet en bog om ham med en god tekst af den prisbelønnede norske kunsthistoriker Tone Lyngstad Nyass.

Lars Elling er ikke elev af sin landsmand Nerdrum, der i øvrigt aldrig har undervist som professor. Han kommer fra Bergens nationale kunstakademi, hvor han gik mellem 1988 og 1992.

Han bekender sig nok til det figurative, men han dyrker ikke pastichen og de gamle mestres teknikker og malemåder, sådan som Nerdrum har gjort det siden sin debut.

Skulle man indkredse hans stil gennem associationer til andre kunstnere, måtte man nok rejse en tur over kanalen eller sydpå for at se værker af englænderen Francis Bacon og den noget yngre Jenny Saville eller den store tysker Gerhard Richter. Hvor forskellige de end er, har de virtuositeten til fælles.

Mellem drømme og virkelighed
Det er sandt, at Elling ikke imiterer de gamle mestre. Men det er ikke ensbetydende med, at de ikke betyder noget for ham, og at han ikke gerne citerer dem.

I hans malerier kan man møde figurer, som man husker fra værker af eksempelvis italieneren Caravaggio, spanieren Velásquez og franskmanden Fragonard. Og i billedet ’Spring’ fra 2013 genfortolker han interiøret med de to kvindeskikkelser i Edvard Munchs maleri ’Forår’.

Disse figurer indgår i en kompleks sammenhæng med andre fænomener, og det er denne sammensathed og kompleksitet, der bedst beskriver den billedverden, man møder i billeder som ’Hvile – uro II’ og ’Undivided Estates (The Garden)’, begge fra 2014, eller i ’Ornitologens datter’ fra 2015.

De låner træk fra både virkeligheden og drømmen, og Tone Lyngstad Nyass bringer et begreb på bane, som vil være nyt for mange: hypnagogiske (eller hypnogogiske) billeder eller hallucinationer.

Hypnagogia er den overgangstilstand, vi kan opleve, når vi fra en vågen tilstand falder ind i søvnen og drømmen eller den modsatte vej. I sådanne situationer kan vi undertiden mærke, at både vores krop og bevidsthed låses fast i den drøm, vi drømmer. Man kan ikke undslippe den tilstand, man er i, man kæmper for at slippe væk, og man kan bagefter heller ikke skelne drømmens tableauer fra de indtryk, man har taget med sig fra virkelighedens 

Det er i sådanne overgangsfaser, at realismen slår bro til surrealismen. Men Ellings billeder bevarer kontakten til den verden, han gennem drømmen er ved at forlade. I hans værker er det kunstnerens associationer, der udvider billedets virkelighed ved at nedbryde dets grænser.

Et sådant maleri kan uden videre fastholde en hel associationsrække, det kan blive en kollage, hvor alt – uanset hvad det er og stammer fra – kan bringes på samme fællesnævner. Billedets fællesnævner. Her samler kunstneren souvenirer fra det, som henholdsvis hans verden og hans drømme har givet ham med på rejsen.

I bogens efterskrift bliver Lars Ellings maleri sammenlignet med en palimpsest. En palimpsest er en såkaldt hypertekst, en tekst, der er skrevet som en transformation, en forvandling eller en genskrivning af andre tekster.

Sådan er Ellings værker også – undertiden – genfortolkninger af andre billeder. Det er billeder, som vi erindrer og kender, eller som vi tager med fra vore drømme.

Lar Ellings bedste og mest virtuose billeder er værd at drømme om. Kitsch er de ikke.