Lad Dem ikke narre af plakaten. Christian Lemmerz har overtegnet Kunstforeningens gamle vægge med et syndigt virvar af folk, der boller - en kæmpemæssig tegning, der også er umådelig dobbelttydig.
Lemmerz kan mere end at sprætte grise op og sy dem sammen igen. Han skaber både film og scenografier. Han er en betydelig skulptør. Han kan faktisk godt hugge i marmor, og han er en rigtig dygtig tegner. Men indimellem er det, som om han ikke rigtig ved, hvad han skal bruge alle sine talenter til. Som nu f.eks. på hans nye udstilling, hvor han har indtaget hele førstesalen af Kunstforeningen.
Egentlig var udstillingen tænkt helt anderledes. Der skulle både have været skulptur og maleri med, men udstillingen »the white of the eye« er stramt komponeret som værende en stor tegning, der skal tilintetgøres igen. »the white of the eye« er en meget åben og nok også tvetydig titel. »det hvide i øjnene«, eller måske »det hvide ud af øjnene«. Det kan betyde alt fra ikke at ville eller kunne se til netop i den yderste ekstase at vende det hvide ud. I hvert fald er væggene på Gammel Strand en erotisk tour de force. Som motiv er det lumsk kedeligt, for er det ikke sådan, som daværende kulturminister Jytte Hilden engang kom til at sige, at porno og sport kun er morsomt, hvis man selv deltager? Det er ikke rigtig nok kun at være med på en kikker. Som tilskuer i Kunstforeningen føler man sig temmelig amputeret.
Altså, den slemme Lemmerz har været ude med kullet og overtegnet de fine vægge med lystig lir eller, om man vil, et inferno af bolleri. Der er noget hurtigt, improviseret for ikke at sige direkte rytmisk flow over den måde, han ridser sine herrer og damer op. For folk med sarte sjæle kan jeg oplyse, at der hverken er dyr eller børn med i dette seksuelle kosmos, men der tisses og skides en del.
I nogle af de hurtigt nedkradsede orgasmer kan man se, at kunstneren først har haft en tanke, men så har knæpperiet udviklet sig sådan, at en figur efter endt klimaks er blevet delvis tværet ud, og det giver sine steder tegningerne en handling, en dramatik - ja, måske endog en vis dobbelttydighed.
Lader man blikket glide - undskyld mig - fra de meget iøjnefaldende og meget aktive kønsdele til de mange ansigter, bemærker man, hvorledes kunstneren ikke har følt det nødvendigt at udstyre sine aktører med øjne eller snarere med pupiller. Ikke se - men så meget desto mere føle. Og dog handler såvel porno som billedkunst om at se. Disse pupilløse skikkelser bliver enkelte steder også udsat for kunstnerens egne kommentarer i form af, at han streger ud eller krydser af. Vi ved, at den enorme tegning, der vitterlig er en præstation, skal forsvinde en dag, men måske er den allerede ved at forsvinde, idet Lemmerz selv er i gang med at destruere.
Det er nok disse åbne spørgsmål, der for alvor gør udstillingen provokerende, for ærlig talt - motivet som sådan er kun sjovt, hvis man selv får lov til at være med, og så langt går hverken Kunstforeningen eller Lemmerz.