Michael Kvium har i sin kunst altid kredset om menneskets primitive og destruktive sider. I ”Cirkus Europa” ser vi imidlertid en kunstner, som er mere politisk end nogensinde før kommenterende aktuelle begivenheder.
På udstillingen, der er en totalinstallation med malerier, skulpturer og to videoer (med Rune Klan som en slesk og lurvet tryllekunstner) skiller tre værker sig ud alene ved deres størrelse.
I ”The Duke” ser vi i baggrunden Aleppos ruiner som en slags bagtæppe. Foran dette står en velklædt, men uhyggelig mandsperson præsenterende ødelæggelserne som ren underholdning – Michael Kviums fortolkning af dagens mediebillede, hvor intet længere hverken ryster eller interesserer os.
”Beach of Plenty” har også baggrund i et pressefoto. En gummibåd med emigranter er på vej mod stranden ved et turistparadis. En mand er sprunget over bord og appellerer desperat til en badegæst i strandkanten. Denne er imidlertid ligesom hans to kvindelige medturister overhovedet ikke optaget af det, der sker foran deres øjne og ænser det nærmest ikke. Foran maleriet kan museumsgæsten hvile sig på en kitschet og monstrøs pølseformet bænk illuderende, at vi er præcis lige så uengagerede som soldyrkerne på billedet. Enhver har nok i sit eget.
Det apatiske Europa
At det er det sidste, som er på spil, kan man se i værket, der har samme titel som udstillingen: ”Cirkus Europa”. Vi befinder os i et cirkustelt, men der hænger intet på væggen. Vi rammes pludseligt af et projektørlys, og så indser vi det: Det er os, publikum, som er i centrum. Os og vores handlinger – eller mangel på samme. I et hjørne står en gummibåd, ikke fyldt med mennesker, men med bøger hulter til bulter i de forskellige europæiske sprog. Er det derfor, vi er handlingslammede? Ramt af sprogforbistringens babelstårn, hvor hvert land meler sin egen kage i stedet for at tænke og handle i fællesskab. Et EU i kaos og apati.
Fornemmer man en stærk desperation og afmagt i disse tre værker, er det ikke tilfældigt. Michael Kvium har altid vist os som de nøgne driftsvæsener, vi er. Som vi går gennem udstillingen, mærker vi imidlertid, hvordan tonen og stemningen gradvis bliver mørkere. Mørkere end nogensinde før hos Kvium. Personerne på billederne er totalt uden for rækkevidde: forfængelige, autoritære, uempatiske, groteske, latterlige. Kun idéen om, at vi måske kan rystes ud af vores apati, bringer håb til denne udstilling.
Og det er det, Kvium vil: ryste os.
Mytologisk selvhad
Med en så markant politisk stillingtagen, der også eksplicit kommer til udtryk i katalogteksten, lægger Michael Kvium selv op til, at man kigger hans argumenter nærmere efter i sømmene. Der er to lige så ekstreme måder at forklare den øjeblikke verdenssituation på. De højrenationales: »Det hele er de andres (muslimernes/feministernes/de kulturradikales/de gudløses) skyld.« Og den yderste venstrefløjs: »Alt er vores (vestens/kapitalismens) skyld.«
At Kvium har valgt at føre en samtale med forfatteren Carsten Jensen – gengivet i kataloget – kan ikke være tilfældigt. Debattøren Carsten Jensen er som den amerikanske forfatter og filosof Noam Chomsky endt i et nærmest mytologisk had vendt mod Vesten og USA – og dermed sig selv. Et had, hvor der ifølge dem kun er én forklaring på de komplicerede processer og historikker, der ligger bag verden, som den er i dag: Alt er vores skyld.
Om Kvium er fuldstændig enig i disse betragtninger, er uvist. Hans dybe interesse for almenmenneskelige problemstillinger signalerer noget andet. Én ting er dog sikker: Er debattøren Michael Kvium ikke altid lige overbevisende, er kunstneren Michael Kvium mageløs og uafrystelig.