Foto:/ Scanpix
Der er forskel på at gå i kirke og på kunstmuseum. For selvom begge dele kan give folk en metafysisk oplevelse, er kunstens formål ikke at lede folk til Gud, ikke engang at give folk håb, mener kunstmaleren Michael Kvium.
Der findes ingen frelse i kunsten. For dens opgave er ikke at redde folk, men at skildre livet på godt og ondt, så kunst kan ret beset også føre til det onde, siger Michael Kvium, der selv er opvokset med syv søskende i en katolsk familie i Horsens:
Jeg har da selv haft parallelle metafysiske oplevelser med at se på kunst og sidde til den katolske højmesse som barn, mens den rygvendte præst messede på latin. For der kan være noget mystisk dragende over begge dele. Men jeg synes stadig, at det er forkert, når mange prøver at gøre kunstmuseer til katedraler. For selvom kunst kan skildre en religiøs længsel, er kunst i sig selv noget andet end det religiøse.
Michael Kvium sidder i sit københavnske køkken og fortæller. Han foretrækker at lade sig e her, hvor der må ryges, selvom der hænger original kunst på væggene. Og det er sikkert med til at give de jyske sætninger en afslappet præcision, når han sådan giver sig god tid til at lade lungerne med luft og røg, inden han fortsætter:
Som jeg ser det, indeholder god kunst altid en form for ærlighed, kommer det så.
Jeg maler altid min egen blindhed og min egen kulturs blindhed. Jeg forsøger at male livet, som jeg ser det. Jeg bruger bare et grotesk sprog til at skildre virkeligheden. For hvis jeg forsøgte at afbilde virkeligheden 1:1, ville billedet blive lige så usynligt som selve virkeligheden, så jeg må stille mig et sted udenfor for at vise, hvordan jeg oplever det at være menneske.
I øjeblikket er der rig mulighed for at opleve Kviums skæve bud på virkeligheden. For i dag åbner Kunsten i Aalborg udstillingen Real Monsters med over 30 af hans nyere værker fra de allerseneste år.
Udstillingens titel spiller på, at det dybest set er os selv, der er nogle skræmmende væsener. Det sande monster er menneskets hjerne og det, den kan skabe. Jeg leger derfor med nogle af vores fantasimonstre, og en del af mine nye værker har også fået navn efter dem. Et af dem hedder for eksempel Bigfoot, men det bliver en morsom titel. For hvis der er nogen, der vader jorden flad som en anden bigfoot, så er det da os mennesker.
Kviums nye værker består næsten udelukkende af figurative værker, der har genkendelige motiver som en løber i skoven eller ældre på plejehjem, men de menneskelige figurer på billederne er også både afklædte og underligt androgyne i deres udtryk, så de hver for sig kunne være hvem som helst. På den måde kan Gasolin-citatet Livet skjuler mange løgne, men vi er næsten ens, når vi er nøgne næsten ligne et kunstideal for Kvium. For selvom hans billeder også kan have selvbiografiske træk, vil han med malerierne ikke vise mennesker, men mennesket uafhængigt af alder og køn, forklarer han:
Når jeg tænker på et menneske, er det altid som en mellemting mellem et foster og en olding. For ens jeg er altid stærkere end ens alder. Det er også sådan, jeg husker dem, der nu er døde. Jeg husker dem ikke som en bestemt alder, men som en person, siger Kvium og tænder endnu en cigaret, mens han giver plads til et afmålt smil i ansigtet.
Det er jo i sig selv lidt skræmmende at tænke på, hvor mange lig man på den måde opbevarer i hjernen. Hjernen er et lighus, en del af den er i hvert fald. Men det er også smukt at tænke på, at de døde bliver holdt i live der, og at man på den måde også kan have en slags samtale med døde. Ofte tænker jeg for eksempel på, hvad mine forældre ville have syntes om et af mine billeder.
Hjernen er dog også et kunstmuseum, mener Michael Kvium, der ikke kun går rundt og tænker på sine egne billeder. Og i forhold til andre kunstnere føler han også, at han kan have samtaler med folk, der er døde for mange hundrede år siden, når han genser eller tænker på deres værker.
Mine egne malerier står for eksempel i dyb gæld til de spanske barokmalere. De var godt nok ofte bestilt som propagandamalere for den katolske kirke, men man kaldte deres udtryk for det beskidte sprog. For de havde et langt grovere og vildere udtryk end renæssancemalerne, og da jeg som ung maler så et spansk barokmaleri fra 1600-tallet, der forestillede Sankt Lucia, der holdt sine egne øjne på et sølvfad foran sig, vidste jeg, at det var det udtryk, jeg ville forfølge. For selvom det billede var figurativt, var det langt mere abstrakt end mange af de abstrakte billeder, jeg havde set, især fordi jeg dengang ikke kendte historien om Sankt Lucia, der hellere ville være blind end ulydig mod Gud.
To øjne på et fad satte på den måde Michael Kvium i gang som kunstner. Og det groteske formsprog har han bibeholdt og forfinet i sine egne billeder. Et af hans nye malerier, The Judgement (2011) forestiller for eksempel en nøgen mand, som man på grund af rekvisitterne, dommerkappe, krave og paryk, hurtigt aflæser som en dommer. Det groteske består ikke kun i, at han er nøgen, men i at han i stedet for to vægte har en rotte i hver hånd. Og dommermotivet går igen i værket Tale to Tale (2011) med en dommer og en kardinal, der også står med rotter i hænderne og oven i købet selv har rottehaler stikkende ud af deres kapper.
Man kan sige, at jeg på den måde bruger nogle arketyper i de billeder. Men vores vestlige civilisation bygger jo netop på dommeren og præsten, som ingen har noget imod, så længe de lever op til deres egen autoritet. Det in-teressante for mig er ikke at skildre, at nogle katolske præster for eksempel har forgrebet sig på børn gennem tiden. For mennesker har jo altid gjort ting, de ikke burde. Men jeg ville gerne gennem billedet undersøge, hvad der sker med os selv, når vi mister tilliden til autoriteterne i vores samfund. Og hvad der sker med autoriteterne, når de betragter sig selv.
Præster bliver efterhånden skildret som fordærvede mennesker i mange film og især krimier. Hvorfor er det interessant at fokusere på de få brodne kar?
Der er jo både gode og brodne kar i alle grupper af samfundet. Men som kunstner er det simpelthen mest interessant at skildre det uhyggelige, der ligger neden under overfladen. En præst er et billede på en forestilling om en høj moral. Og jeg tror som sagt ikke, at der er nogen, der har noget imod præster, der lever op til det. Jeg er selv opdraget i et katolsk hjem, og jeg synes, at der har været mange gode ting ved det. For eksempel synes jeg, at det er sundt at opdrage sine børn med troen på, at man ikke er altopfyldende som menneske. Den tanke synes jeg er noget undertrykt i vores moderne verden, hvor grådigheden næsten ikke kender nogen grænser. Og det er endnu et eksempel på, at den menneskelige hjerne kan minde om et monster. For alle kan jo se, at vores adfærd vil skade de næste generationer; vi ødelægger og nedbryder jorden, og alle ved det, men det er få, der gør noget ved det. I den forstand synes jeg, at kirken kommer med et fornuftigt budskab om at forvalte skaberværket ved ikke at have nok i sig selv, og det har jeg taget med mig. Men mine forældre var begge konvertitter til katolicismen, og konvertitter mener det som regel alvorligt, så de havde nok forventet, at der skulle komme gode katolikker ud af deres mange børn, men sådan gik det ikke helt.
Hvordan er dit forhold til religion da i dag?
Det er kompliceret. På den ene side er der ingen tvivl om, at vi har bygget mange af vores gode værdier op omkring kristendommen i vores samfund. Og det både anerkender og påskønner jeg. Men på den anden side kan man også se, hvordan religion har ødelagt meget gennem tiden, og man behøver bare at kigge ud i verden for at se, hvordan religion kan blive dæmonisk, når den bliver brugt til at styre andre mennesker.
Michael Kvium puster nærmest opgivende røg ud i køkkenet, inden han tilføjer:
Jeg fatter slet ikke, at så mange religiøse mennesker ønsker at påtvinge andre deres tro. Tro er da et personligt spørgsmål. Det bliver et overgreb, hvis andre skal bestemme, hvad man skal tro på. Men det forsøgte korsridderne jo også at gøre. Og i den danske debat synes jeg også hele tiden, at man forsøger at skabe skel mellem forskellige religioner. For mig burde det være omvendt. Man burde da føle et fællesskab med andre søgende mennesker. Det gør jeg selv. Jeg betragter mig selv som et søgende menneske, der ikke har nogen færdige svar ud over en tro på, at der findes noget, der er større end os mennesker. For livet er jo en gåde. Og religionerne ligner hinanden ved at forsøge at svare på, hvorfor vi er her, og hvor vi skal hen. Ethvert søgende menneske må jo spørge sig selv, hvad meningen er med, at vi bliver materialiseret på jorden i nogle få år og så skal dø? Kan det så overhovedet betale sig at uddanne sig og arbejde og elske? Ja, det mener jeg jo. Hvis man lider af dovenskab, skal man lade være med at dele sig til to celler. Men livet er og bliver en lang opgave i at undersøge, hvem man selv er. Grundspørgsmålet er: Hvem er jeg?.
Er du selv blevet klogere på det spørgsmål?
Nej, det kommer man aldrig til. For det flytter sig. Man kan hoppe ind i cirklen et øjeblik, men så flytter spørgsmålet sig. Det flytter sig med alderen og livets skiftende omstændigheder. Det flytter sig i mødet med andre mennesker og med ens eget skiftende humør. Det flytter sig, når man bliver forladt, eller når det går op for en, at man selv skal dø, siger Michael Kvium og slukker ets sidste cigaret, inden konen kommer hjem, livet fortsætter; og han tilføjer:
Så det spørgsmål om, hvem man er, skal man svare på hver dag.
Michael Kvium Real Monsters, Kunsten i Aalborg. Åbner i dag og vises til den 21. april. Udstillingen anmeldes i næste uge i Kristeligt Dagblad.
Michael Kvium
Født 1955, er dansk billedkunstner og uddannet på Kunstakademiet 1979-85. I sine malerier, tegninger og grafiske værker har Michael Kvium siden begyndelsen af 1980erne arbejdet med en kras, figurativ realisme. Han har tidligere haft store udstillinger på blandt andet ARoS Aarhus Kunstmuseum (2006) og Ordrupgaard (2007) . Kvium modtog i 2001 Eckersberg Medaillen.