image

BMFORSKUD - Portræt af kunstneren Michael Kvium, som snart er aktuel med sin nye udstilling i Arken.2

Temaerne i Michael Kviums kommende udstilling »Cirkus Europa«, der åbner på Arken 2. september, er mere aktuelle end nogensinde. De står i kø for at blive bredt ud og fortalt. Udviklingen i Europa har nærmest overhalet Michael Kvium, i de halvandet år han har haft sin udstilling i hovedet.

»Jeg har lavet en mere direkte politisk udstilling denne gang. Det er ikke fordi, jeg har løsninger på verdens kaos, men jeg vil gerne give et billede af, hvordan verden ser ud, så vi kommer til at tænke over, hvad vi savner. Vi mangler måske et nyt mål, og nye retningslinjer«, siger Michael Kvium.

På alle hans billeder og i alle hans installationer bliver der stillet umiddelbare spørgsmål, og nedenunder lurer endnu flere.

»Der er lavpolitiske og højpolitiske problemer over det hele, og i »Cirkus Europa« har jeg trukket det enkelte menneskes konflikt ind midt på scenen. Vil verden gå under på grund af overbefolkning? Nogle af problemerne er jo så store, at vi burde finde fælles fodslag og løse dem, i stedet for at bruge energien på petitesser. Men det er svært, når for eksempel USA melder sig ud af en klimaaftale, og man nærmest benægter, at klima-problemet overhovedet findes«.

Totalinstallationen »Cirkus Europa« breder sig over hele 1600 kvadratmeter, og byder på en blanding af malerier, skulpturer, installationskunst og film, med Michael Kviums farverige, groteske og humoristiske skikkelser som guides.

Især i begyndelsen af karrieren var Michael Kvium hadet af nogle og elsket af andre på grund af sin makabre side og de uperfekte kroppe, han ofte har fokuseret på. Hans ubestrideligt dygtige streg har dog givet ham staying power, og har bragt ham i nærheden af at være sin generations Per Kirkeby. Ikke bedømt på indholdet i kunsten men på størrelsen af talentet i forhold til kollegerne og betydning i samtiden.

Han sætter nu igen penslen hvor det gør ondt, men glemmer ikke at gøgle. Billederne bevæger sig mellem slapstick og gru. I et af udstillingens centrale rum, kan man for eksempel bænke sig lige så mageligt som i en biograf, og se en strandscene i tre sammensatte tableauer, hvor turister overrumples af flygtninge i en gummibåd i brændingen. En scene a la den, vi lige havde set i tv-nyhederne få dage tidligere. Med til det største maleri hører en sofa, hvis ben er formet som gigantiske skinker støbt i bronze, og de opmærksomme vil bemærke, at Kvium har tegnet stoffets mønster.

Michael Kvium har aldrig tidligere arbejdet så konsekvent i tre dimensioner som nu. Det er blandt andet mundet ud i en serie figurer med navne som: »Frisindet«, »Kunsten«, »Troen« og »Retfærdigheden«, der har dommerparyk på, men som skjuler et boldtræ bag ryggen. »Fremtiden« er en baby dyppet i olie, der hænger ned fra loftet i sin navlestreng. »Friheden« er en let påklædt velnæret midaldrende kvindelig turist med en mobiltelefon og en tom øldåse tæt på sig.

Rune Klan er udstillingens tryllende konferencier. I flere forskellige filmklip, der vises på store skærme, ser vi ham gå fra at være veloplagt til at gå mere og mere i opløsning, efterhånden som vi kommer frem gennem det tiltagende kaos i Europa. Alex Riel og Stefan Pasborg skaber stemning med trommehvirvler, og i et af de sidste rum, træder man ind i en cirkusmanege. Midt i manegen ligger der en kæntret gummibåd. Lille Titanic, tænker man uvilkårligt. Den er angiveligt bukket under på grund af en bunke bøger, der ved nærmere øjekast viser sig at være intereuropæiske ordbøger fra alle europæiske lande.

Hvem befinder sig i rum sø? Hvem er ude at sejle her? På den hurtige rundvisning glæder Michael Kvium sig åbenlyst over, at jeg står og undrer mig over, hvad der mon ligger bagved det umiddelbare.

»Selv turisten vi så lige før, som ser munter ud. Hvad bruger hun sin frihed til? Til at rejse rundt og tage selfies. Det er i mine øjne ikke noget specielt storslået«, siger Michael Kvium.

Efter turen rundt på den trekvart-færdige udstilling sætter vi os på caféens terrasse, hvor Michael Kvium tager sig et par hjemmerullede cigaretter. Jo mere sort perspektivet for menneskeheden er, jo mere smiler han afvæbnende. På et tidspunkt undervejs falder sætningen: »Måske vil kakerlakkerne have det fedt, men de fleste mennesker vil forsvinde«. Michael Kvium kan se det komiske i vi dumme menneskers optræden, og det er ikke så lidt af en befrielse i forhold til så meget anden kunst.

»Når man mærker ordentligt efter, står det jo skidt til på hele kloden. Vi får det faktisk at vide så ofte, at vi vender os den anden vej og i stedet fokuserer på små ligegyldige problemer. Den komplekse situation er ikke blevet mindre af det ekstra pres på vores idealer, på vores ideer om hvem vi er og på hvem de fremmede er. Retorisk har vi jo uden folk lægger meget mærke til det ændret os voldsomt indenfor de seneste fem til syv år. Måden vi taler om andre mennesker på. At kalde nogen for bekvemmelighedsflygtninge. Hvad er vi så selv? Bekvemmelighedsfascister?«, spørger Michael Kvium.

Kunstneren har meget politisk på hjerte, men er der ikke en grænse for, hvor politisk man kan tordne uden at blive frelst?

»Jo da. På den ene side er det interessant at gå til grænsen, men kunst skal naturligvis ikke være en til en. Vi har bare talt om »Nord-Syd-konflikten« siden 1960’erne, så situationen kan vel ikke komme bag på os? Det ville jo ende i en konflikt på et eller andet tidspunkt. Vi rige murer os inde i øjeblikket, og det betyder, at vi ikke kan komme ud. Vi har ingen mulighed for at være i dialog med dele af omverdenen, når vi lukker af for at redde os selv«, siger Michael Kvium.

Næsten halvdelen af året arbejder han i sit hus i Spanien. Der blev han bevidst om den tiltagende flygtningestrøm, før de fleste gjorde det herhjemme.

»Flygtningestrømmen har ændret meget i vores europæiske identitet. I Spanien opførte man sig ualmindeligt meget bedre overfor flygtninge, end vi gjorde, da de kom helt herop. I virkeligheden er der jo tale om en slags stammeforsvar, og samtidig lurer frygten for en religionskrig, der i mine øjne er ligeså dum som krigen mellem rockerbanderne. »Det er min klub, der kommer i himlen og din, der kommer i Helvede!« Der er en helt grinagtig retorik, og den slags kommer vi altså ikke langt med, hvis verden skal blive et bedre sted at leve«.

På »Cirkus Europa« arbejder Michael Kvium sammen med flere andre mennesker end normalt. Til daglig er hans dage forbløffende enkle. Han tuner ind med morgenkaffe, og går så hurtigst muligt i gang med at arbejde med færrest mulige mennesker omkring sig. Langt størstedelen af arbejdet udføres alene med en skitseblok. Med mindre der er en vigtig familiebegivenhed, så er det ham og lærredet resten af arbejdsdagen, der ofte kan blive lang.

»Man kan godt føle sig meget ensom i atelieret. Nogle gange så meget, at man sagtens kan bilde mig ind, at ingen overhovedet er interesseret i, hvad man laver. Jeg tvivler altid, og det kan være et problem, at man kan tvivle sig selv så langt ned, at det nærmest ødelægger de gode idéer«, siger Michael Kvium.

Han kalder sin kunst for »gøglebilleder«.

»Det kunsten kan er at skabe en scene, hvor vi tør træde tæt på problemer, som vi ikke tør se i øjnene i virkelighedens verden. Vi ser ofte kun det, hjernen vil have, at vi ser. Der kan jeg som kunstner justere på skarpheden i synet, ud fra hvad jeg selv føler«.

Vi vender flere gange undervejs tilbage til klimaforandringerne. Michael Kvium ser det tragikomiske i situationen.

»Kurven eksploderer jo nærmest, og visse mennesker reagerer ved at lave klubber, hvor de tror på, at jorden er flad. Det er da morsomt, at vi som mennesker kan være så dumme«.

Kunst må bare ikke blive til det rene pjat, så hvordan balancerer Michael Kvium så alvor og humor?

»Det er også skide svært! Jo mere alvorlige ting bliver, jo mere joker jeg, og det er selvfølgelig en ventil. Jeg bruger også humoren til at forføre. Også for at jeg selv kan holde ud at vove mig ind, hvor det gør ondt. Der går også en vigtig skillelinje mellem at være seriøs og selvhøjtidelig. Man bliver først latterlig, hvis man er selvhøjtidelig«.

Når Michael Kvium har en så markant og aparte stilverden gennem så mange år, får jeg lyst til at spørge, om det er en velsignelse at have sådan et brand eller det kan være en spændetrøje?

»Faren er selvfølgelig, at man risikerer kun at se brandet og ikke, hvad jeg prøver at sige. Jeg synes nu, jeg har været ude af mange sideveje gennem årene. Det er spændende, for så kan du teste, om du taber dig selv, eller om der stadig er en rød tråd. Selvfølgelig har jeg af og til tænkt, at det og det ville jeg ikke lave, fordi det er, hvad folk forventer. Men omvendt så er der en grænse for, hvor langt væk, man kan flytte sig, før man bliver en anden. Man må acceptere, at man er den, man er. Efter en periode med stille skovbilleder i 00’erne, fandt jeg ud af, at dem blev jeg hurtigere træt af og fortællingerne og karaktererne kom langsomt ind i billedet igen«, siger Michael Kvium.

Og karaktererne er i den grad til stede i »Cirkus Europa«.

Inden vi forlader udstillingen, går vi igennem et afsides rum med vægge af glas, hvor man kan se ud på Ishøjs naturlandskaber. Der står en gammel cirkusvogn. Her er ingen karakterer eller figurer, men nøglen til »Cirkus Europa« kan meget vel alligevel befinde sig her. Indeni ser man brudte jernlænker. Bæstet er undsluppet. Om det rumsterer rundt på de bonede gulve i Washington eller Moskva, inden i os selv, på en gummibåd i Middelhavet eller et helt fjerde sted, må vi selv tage stilling til.

Cirkus Europa vises fra lørdag 2. september til og med 14. januar 2018 på Arken i Ishøj. Den består udelukkende af nye værker - heriblandt 16 store malerier - og beskrives som en »gigantisk totalinstallation« og »en sanselig vandring i Kviums univers«.