image

Michael Kvium er aktuel med udstillingen »Fools« med flere end 200 portrætter. Det var egentlig et privat projekt påbegyndt i 1991 som kunstnerens helt private castingbureau. Hvis nogle af personerne virker bekendt, er det fordi, de har optrådt i andre billeder. Foto: Anders Sune Berg

ARoS i Aarhus har netop åbnet en udstilling af malerier af Michael Kvium. Det ser ud, som om han har portrætteret en samling idioter, og han kalder det for et spejlbillede. Men er det virkelig os?

»Fools« hedder Michael Kviums nye udstilling på kunstmuseet ARoS i Aarhus.

Udstillingen består af en serie med flere end 200 billeder i formatet 30x30 cm. De forestiller alle personer, som man kan se af det udvalg, vi bringer her på siden.

Men serien – og udstillingen – skulle egentlig have heddet »Idioterne«. Der var bare dét, at Lars von Trier kom i vejen med sin film af samme navn fra 1998. Så i stedet blev det »Fools«: Gøglerne eller narrene, der bevæger sig ind på steder og områder, som engle ikke tør betræde.

Udstillingen i ARoS har altså været meget længe undervejs – og oprindeligt var det slet ikke Kviums tanke, at billedserien skulle være blevet til en udstilling.

»Fools« er, forklarer han, »egentlig et privat projekt, jeg begyndte på i 1991. Der var år, jeg malede mange billeder til serien, og der har været år, hvor jeg slet ikke beskæftigede mig aktivt med den. Men hvis nogle af personerne forekommer bekendte, er det, fordi de indgår i andre af mine billeder. Man kan sige, at serien udgjorde mit eget, helt private castingbureau, og jeg ønskede at holde dem for mig selv. Også for at se, hvordan de ville forandre sig over tid. Man forandres jo selv over tid. Men man kan ikke holde sådan en større samling portrætter helt for sig selv, og museet pressede i flere omgange på, for at jeg skulle udstille dem, og det gør jeg så nu ...«

Og med god grund, kan man sige. Michael Kvium har tidligere udstillet på ARoS, og da han gjorde det i 2006, blev udstillingen set af 130.000 besøgende. Den er dermed en af de bedst besøgte udstillinger i kunstmuseets historie.

Hjemlig uhygge

I mange år så det slet ikke ud til, at Michael Kvium skulle blive den publikumssucces, han vitterlig blev.

Født i 1955 og uddannet på Kunstakademiet i første halvdel af 80erne hører han på sin vis til generationen af såkaldt unge vilde – med blandt andre Peter Bonde, Claus Carstensen, Nina Sten-Knudsen og Kehnet Nielsen – der tilsyneladende dengang malede i en slags ekspressionistisk stil, men ikke desto mindre var konceptkunstnere om en hals.

Men Michael Kvium var med sit eget udtryk nærmest kun med i slænget, fordi Christian Lemmerz og han arbejdede med nogle performances.

Når det kom til lærrederne, adskilte Kvium sig fra resten af flokken ved at male meget figurativt og hente sin inspiration hos nogle af de store 1600-talsmalere; mest udtalt Francisco de Zurbarán.

Det var måske ikke lige til at se, da han omkring sin debut på Kunstnernes Efterårsudstilling tidligt i 1980erne havde motorcykelbander som motiv. Men på det tidspunkt havde han heller ikke opdaget Zurbarán.

Da det skete, begyndte der at dukke forhæng og engle op i billeder med grusomme hjemlige motiver. Feministerne var ikke vilde med hans malerier i de år. Så det var måske ikke noget klogt karrieretræk. Men det er heller ikke kunstens rolle. Ikke som Michael Kvium ser den. Den må gerne være en modstand i tiden og samfundet.

Senere kom så serierne med sammenvoksede kloninger, underlige organiske gevækster, regulære idioter og landskabsbilleder med lyse birkelunde med eller uden ildevarslende sorte fugle i træerne og på den uheldssvangre himmel eller får af forskellig art. Påfaldende ens. Klonede.

Selfie af tiden

Kviums værk har altid kredset om de vigtigste temaer i tilværelsen.

For eksempel den omstændighed, at vi er dødelige og derfor burde anvende tiden på Jorden til noget fornuftigt. Eller at verden kan være grusom.

Nogle af hans makabre billeder forestillende for eksempel en mor, der strangulerer sit barn, kunne være inspireret af formiddagsbladenes reportager af »mord og vold og modbydelighed,« som Dan Turèll sagde. Artikler, som vi læser med en blanding af pirring og gysen, og som vi efterfølgende glemmer, fordi det egentlig ikke vedrører os. Med mindre vi har oplevet noget tilsvarende.

Det er en del af den civilisationskritik, der har været et vigtigt tema gennem Kviums arbejder i de seneste tre årtier:

»Ja, portrætterne er en slags spejlbilleder. Det kan godt være, at vi synes, at de snarere ligner underboen. Men det er os. Det er kunstens rolle, mener jeg. At holde et spejlbillede op foran betragteren og minde os om virkeligheden. Vi ser ikke virkeligheden. Vi tager den for givet.«

Der har i mange af dine billeder været symboler på blindhed – og symbolerne har ofte mindet om faresignaler, for eksempel i forbindelse med radioaktivitet?

»Jeg vil jo gerne have, at vi åbner øjnene og ser de farer, der er foran os. Det er så nemt at se noget i bakspejlet. Lad os bare tage Hitler som eksempel. Bagefter kunne alle se, at han skulle have været stoppet tidligere, og også at det skulle tyskerne selv have gjort, inden det kom så vidt.«

Narrenes sandhed

I Per Lagerkvists roman »Dværgen«, siger titelpersonen et sted, at han »har lagt mærke til, at jeg undertiden indgyder mennesker skræk. Men er det ikke sig selv, de bliver bange for? De tror, at det er mig, der skræmmer dem, men det er dværgen inden i dem, det menneskelignende væsen med abeansigtet som gør det, som stikker hovedet op af dybet i deres sjæl. De bliver bange, for de ved ikke, at de har sådant et væsen inden i sig.«

»Dværgen« er en roman, der gennem årene har været en tilbagevendende inspiration for Michael Kvium, og som hos ham er blevet til narren, som også – litterært og historisk – er en figur, der kan sige sandheden:

»Jeg tror, at det, kunsten kan gøre, er at få os til at se nøje og kritisk på vores egen kultur. Først når vi forstår den, kan vi begynde at forstå andre kulturer. Hvis man er blind over for sin egen kultur, er man også blind over for andres. Og så kommer fjendebillederne. Vi ser fjendebilleder i stedet for at se reelle billeder. Jeg føler en voksende irritation over, at det er sådan. Også hos mig selv.«

Men de billeder? De er meget lidt smigrende. Er vi virkelig sådan?

»Der er undertiden nogle, der synes, at jeg giver mine personer meget mærkelige hatte på, men så mærkelige er de vel heller ikke, når man tænker på moden for damehatte i 1930rne.«

Det er vel ikke kun mænd, der er fjolser?

»Nej, men jeg har fjernet forskellige træk som øjenbryn og hår – og hvis man kigger nærmere efter, kan man se, at der også er kvinder iblandt. Selvfølgelig.«

Michael Kviums udstilling »Fools« kan ses i ARoS i Aarhus til den 15. februar. Museet er åbent tirsdage til søndage 10-17 og på onsdage tillige til 22.