image

Dødsarbejde. Mens maleren gør sig umage med bagpartiet på en vædder, må menneskekroppen i al sin svampede og kantede charme passe sig selv. Bemærk skyggecitronen på afveje. Foto fra filmen

Michael Kvium står i pletfrit jakkesæt og maler et af sine groteske motiver. En kvindelig figur med hoved som en hårløs kuppel. Beskyttet af en parasol og med døden i håndkøb. Den store, stygge Lukøje?

I baggrunden regner det med røde pølser. Umiskendeligt et dansk motiv. Michael Kvium maler pølser. En hel rød pølse-serie. Men han maler også et ansigt. Et ansigt med et blik, som bliver dybere og mere mærkeligt og dragende for hvert penselstrøg, Kvium påfører. Et lumsk blik. Med indsigt som en søgende tentakel. Et blik, som vil dig noget fra et ukendt sted i dig selv, hvor et ældgammelt spejlkabinet er gemt grundigt af vejen.

Fortæl mens du taler Situationen er typisk for Peter Klitgaards ’Det skinbarlige øje’. Den erfarne dokumentarist har fulgt den feterede og forkætrede Michael Kvium i hele tre år, men har formået at indramme sit motiv præcist og pointeret.

’Det skinbarlige øje’ lader maleren fortælle, mens han maler. Som i Jørgen Leths aktuelle ’Jeg taler til jer’ om den yngre malerkollega John Kørner, er det en metode, der fungerer.

Men hvor processen bliver fortællingen i Kørner-filmen, er det lidt anderledes i ’Det skinbarlige øje’. Her følger man processen set over skuldrene på maleren, mens Kvium fortæller om sine overvejelser og de dele af hans liv, der har direkte relevans for hans måde at male på.

Ufrivillig komik

’Det skinbarlige øje’ er en film, hvor man bliver ikke så lidt klogere på Kviums fascinerende og for mange også utvivlsomt frastødende motivverden.

Menneskene er aldrig for kønne i Kviums optik. Vel nærmest en slags udposninger på kosmos. Disse mange års kredsen om det skævvredne, det frasorterede, det bortgemte. Alt det, vi har tilfælles og helst ikke vil vide af, bliver hos Kvium gestaltet med grotesk opfindsomhed og makaber humor.

»De rum, der interesserer mig, er besværlige rum«, siger Kvium i filmen. Det, der foregår i besværlige rum, er som regel noget, der gør ondt, og der er noget uendelig sårbart over den menneskelige dance macabre i Kviums billeder, hvor begær, grådighed og fordøjelse er blotlagte funktioner ved det fundamentalt menneskelige.

Vi går alle sammen rundt med et kranie lige under huden. Michael Kviums livsværk er også et dødsarbejde. Men det er et memento mori med narrehat på. Al den raslen og klapren af tænder og knokler og kollektivt bortglemte kropsfunktioner rummer jo stor, ufrivillig komik, hvis man som Kvium har blik for det.

Lavede sine egne regler

Filmen skildrer den mekaniske sikkerhed, med hvilken Kvium opridser sit motiv og blander farverne.

»Et billede skal være ordentligt malet. Det må ikke være pænt malet«. Så et maleri, han har slidt og slæbt med, bliver malet over. Dialogen mellem maleren og billedet er forbi. Der er ikke mere at sige. Og der blev ikke sagt nok.

Den rebelske søn af den offentlige anklager fra Horsens kunne ikke goutere reglerne for vedtaget smag på Malerskolen. I stedet lavede han sine egne. Hans billeder måtte ikke være elitære.

 

Som introduktion til Kviums univers kaster ’Det skinbarlige øje’ reflekteret lys over monomanien.