Portræt Erik A. Frandsen

I kunstens rum kan man erkende alt det, man ikke kan tale om, siger Erik A. Frandsen. I Glyptoteket har han ristet en rune over sin samtid i mosaik!

Neontegninger på fotopapir, malerier baseret på farvenegativer, blomstermotiver stanset ud med boremaskine på stål er nogle af de metoder og materialer, som indgår i Erik A. Frandsens eksperimenterende og øjenåbnende vokabular. Som noget nyt leverer han i Glyptoteket snapshots fra det 21. århundrede i mosaik! Hermed skriver han et nyt kapitel i samtidskunstens brogede historie.

Mange af hans værker bliver til på Nordfalster i hans atelier, der ligger ved siden af hans smukt istandsatte bondegård. I dette lave landskab med de bløde bakker i nærheden af skov og strand, møder Lisbeth Bonde ham en solrig forårsdag. Inde i det 200 kvm store atelier bliver man vidne til et stykke work in progress i form af nogle enorme blomsterbilleder, der er ved at være klar til afskibning til to udstillinger senere på året: Dels en galleriudstilling i Oslo, dels en stor retrospektiv udstilling i ARoS, som markerer Frandsens første 50 år på jorden. Her trækker den krølhårede kunstner, der har bevaret sit drengede væsen, en streg i sandet og mønstrer sine hidtidige resultater. For tiden kan publikum desuden se en sjælden smuk udstilling i Ny Carlsberg Glyptotek. The Real. Unnaturalism benævner han den med et hip til diskussionen af virkelighed og kunst at kunsten altid vil være kunstig eller unaturalistisk.

I salen med de romerske kejserbuster ser man seks store, fotografiske snapshots af Frandsens familie med referencer til amerikansk kultur i form af flere indlagte produkter fra de multinationale firmaer fra Disneys tegnede figurgalleri til Marlboros cowboyhelte som tegn på supermagtens allestedsnærværelse. Disse værker går materialemæssigt i dialog med oldtiden og de smukke sale med mosaikker på Glyptotekets gulve. De er nemlig udført i venetiansk mosaik af specialuddannede håndværkere i Pietra Santra efter Frandsens forlæg og anvisninger. Ligesom Bjørn Nørgårds gobeliner er Frandsens mosaikker sådanne anakronismer eller evighedssnapshots, der i et moderne formsprog fortæller historier ved hjælp af et urgammelt håndværk.

Mosaikkerne føjer et helt nyt kapitel til Frandsens produktion og går i dialog med konteksten. I forvejen ejer Glyptoteket et af de fornemste eksempler på en antik mosaik, nemlig Europa og tyren, som stammer fra det 1. århundrede e.Kr., og som spejles i den 6 x 6 m store spejlrotunde i festsalen, som er udstillingens andet indslag. Dette centralt placerede værk ligner et æterlegeme, der sår tvivl om virkeligheden. På dens krumme flade har Frandsen udstanset nogle blomstermotiver: Spejlrotunden slugger Glyptotekets store sal og bliver til et dekorativt billede, der står og vibrerer som et stykke fantomarkitektur  eller en anamorfose. Det er også et narcissistisk værk, der tillader betragteren at se sig selv - og at se sig selv se. Her får han/hun en undskyldning for at foretage disse selvstudier, idet blikket delvis blokeres af blomstermotiverne. Det er et fænomenalt værk, og også dette værk lægger alen til Frandsens kunstneriske indsats til dato. I en tredje sal er lagt mangefarvede, højglanslakerede gulvfliser af MDF-plader. Et stille indgreb i Glyptotekets brogede arkitektur. I det hele taget indskriver Frandsens raffinerede, stedsspecifikke værker Glyptoteket i det 21. århundrede. Udstillingen handler således også om, hvordan kunstens rum kan definere tidslighed og omvendt.

Hvorfor vender du igen og igen tilbage til blomstermotivet?

Det er en fortrængningsmekanisme (latter)! Blomster er de eneste kønsorganer, vi sætter frem på spisebordet! Nej, lad os nu være alvorlige. Mine motiver knopskyder. Jeg anser ikke selv blomstermotiverne som værende i modstrid med mine tidligere motiver. Først skabte jeg lysbillederne til Documenta IX (en række kultegninger af forskellige kroppe. På tegningerne var monteret nogle lysstofrør, LB). For at matche det lys, som udgik derfra –også fra mine neontegninger – måtte jeg udskifte lærred og oliemaling med nye medier, nemlig alkydmaling på aluminium inspireret af Paul Gernes cirkelbilleder og Per Kirkebys masonitbilleder. Hermed blev det muligt at skille lyset fra farverne. Derefter fandt jeg frem til familiebillederne med afsæt i fotos. Personerne i disse billeder er gestalter eller spøgelser - fordi jeg anvender farvenegativer som udgangspunkt. Og videre herfra kom jeg til blomsterbillederne, der bliver helt køleskabsagtige og artificielle, næsten abstrakte, når de males på aluminium, og når jeg isolerer farverne. Jeg tilstræber generelt, at mine værker er modsatrettede udsagn i et komplementært forhold, og i begyndelsen hængte jeg derfor farvenegativer op sammen med malerierne for at understrege denne dobbelthed. Imidlertid begyndte folk at tale om, at blomsterne var malet i negative farver og det er der ikke noget, der hedder - men som konsekvens af dette fjernede jeg negativerne.

Hvorfor begyndte du på at arbejde med et for samtidskunsten så fremmed og langsomt materiale som mosaikker?

Vi skal helt tilbage til 1989-90, hvor jeg på vej hjem fra Rusland besøgte Istanbul og den store moské Hagia Sophia. Her så jeg nogle maleriske og 3-D-agtige loftsmosaikker, som er skabt før det muslimske billedforbud (oprindelig var moskeen en kirke, LB). Jeg tænkte: ”Hvis jeg nogensinde skal arbejde med mosaik, så skal det være på en malerisk måde, der er beslægtet med dette særlige udtryk. Mit forlæg er fotos, og så har jeg komponeret farverne sammen med mosaikarbejderne. De var fantastisk dygtige og maler med mosaik. Farverne i dette opaliserede glas, som mosaikkerne består af, er righoldige, og lyset kommer indefra. Der er 28.000 forskellige, lysende farvenuancer at vælge imellem, så man kan faktisk male med mosaik. Guld har fx 14 nuancer. På spørgsmålet om, hvad mit næste træk ville blive efter mine spejlbilleder, svarede jeg, at det skulle være mosaikker. Jeg anede ikke, om det kunne lade sig gøre, men Christian Lemmerz havde fundet et værksted til mig i Pietrasanta, og dér fik jeg lavet to prøver, hvor jeg overlod arbejdet til mosaikarbejderne uden at sige så meget andet end at oplyse formatet og mine særlige farveønsker. Da de var færdige, blev jeg meget positivt overrasket. Det viste sig, at materialet kunne meget mere, end jeg havde forestillet mig.

Processen var omstændelig. I første omgang tog Frandsen nogle snapshots med blitz af sin familie. Blitzen modsvarer de lysende mosaiksten. I anden omgang malede han disse motiver og betonede de abstrakte, maleriske værdier i det figurative. Dernæst fotograferede han sine malerier, og disse fotos blev til slut brugt som forlæg for mosaikarbejderne. Frandsen har her styret arbejdet, så der er anvendt flere forskellige størrelser mosaiksten, hvilket giver motiverne en levende, stoflig og malerisk virkning. Der ligger en forunderlig Verfremdung i de store, 250 kg. tunge værker, men vi er langt fra digitaliseringen, snarere besidder disse billeder en fortættet virkning og en intens lyskraft. De er med Erik A. Frandsens egne ord - en transport af lys.

Når man ser nærmere på billederne, så er det jo nogle prosaiske motiver. Bl.a. forekommer boksehandsker, tøj, en dreng, der hviler sig indsvøbt i sin badekåbe ved en swimmingpool. Et caféinteriør og så blomsterbuketter, som vi så ofte har se det. Ved at forevige disse hverdagsiagttagelser i mosaik sker der en transformation nuet bliver indkapslet til evig tid. Billederne hænger i salen med portrætbuster af de romerske kejsere her møder vi den imperiale, romerske magt, ligesom du selv bringer vor tids Rom, nemlig supermagten USA, ind i motivkredsen. Hvad er din hensigt med disse motiver?

”Ja, det handler om at fastfryse tiden og skabe et parallelunivers. Kunsthistoriens særlige rum uden for tid og sted optager mig vildt meget og at lave ’connections mellem dette rum og den almindelige virkelighed er uhyre fascinerende. I dette rum erkender man alt det, man ikke kan tale om. Det er også spændende, at disse værker er så holdbare der skal nærmest en atombombe eller brændende lava til, før de kan smelte! De er skabt til evigheden. Og det er da meget beskedent, ikke! Og de falmer ikke!

I modsætning til Bjørn Nørgaards gobeliner!

Ja, ha, ha, Bjørn! (latter)

Ny Carlsbergfondet valgte at støtte mosaikbillederne og inviterede Erik A. Frandsen til at udstille dem i Glyptoteket, da de første prøver forelå.

Hvorfor og hvordan kom du til kunsten i sin tid?

Jeg staver som en brækket arm, og jeg er fuldstændig tonedøv. Sprog er en mærkelig ting for mig, og jeg er slet ikke narrativ. Der var altså kun billedkunsten tilbage (latter). Det skulle være den. Jeg valgte den også meget pga. miljøet. Jeg så Poul Gernes i en tv-avis som 10-11-årig. Han viklede sig ind i toiletpapir. Det var så fedt, at man kunne gøre sådan noget, samtidig med, at jeg sad i et pænt, borgerligt hjem. Frandsen er vokset op i Randers og er søn af en ostehandler og hans medhjælpende hustru. Denne diskrepans, denne modsætning, tiltalte mig vildt meget.

Erik A. Frandsen har aldrig gået på Akademiet, men efter hans eget udsagn har han lært en masse af diskussionerne med kollegerne fra Værkstedet Værst og af de mange rejser sammen med bl.a. Christian Lemmerz. I dette forum kunne man starte en sætning, der blev fuldført af kunstnervennerne. Han har ikke nogen teoretisk eller akademisk uddannelse. Snarere er hans tilgang til kunsten intuitiv, skønt hans kunsthistoriske viden i dag efterhånden er omfattende. I 1990 blev han som den første dansker inviteret til Documenta IX i Kassel i 1992, og med denne cadeau mente de fleste kunstiagttagere, at hans internationale gennembrud var en realitet. Men det skete ikke. På spørgsmålet om, hvorfor filmen knækkede svarer Frandsen:

Jan Hoot, Documenta IXs curator, stillede mig spørgsmålet: Do you want it the fast way or the slow way? Jeg svarede: I want it the real slow way. Jeg var meget ung og var jo ikke akademisk skolet. Det tog mig et helt år at lave de fem tegninger til udstillingen, og jeg mærkede, at jeg ikke havde mig selv helt med. Jeg skal eddermanme ikke være en stigmatiseret kunstner. tænkte jeg. Der var - og er - min intuition intakt. Jeg kunne endnu ikke rumme det. Det tager mange år at finde sig selv. Documenta var en streg i sandet. Som Fassbinder siger: Første succes er nem nok. Men anden, tredje, fjerde og femte gang, hvor du skal hive dig selv op ved hårene, først da bliver det alvor. Jeg var endnu ikke rede til det store internationale gennembrud. Se på de unge kunstnere, der vælder frem på scenen i disse år. Flere af dem er allerede faldet igennem. Der er så meget hype i tiden, men man får ikke en normal udvikling som kunstner, når det går for hurtigt. Tingene tager tid, og vi kan ikke forcere en skid.

I tidens fylde vil kun en brøkdel af kunsterne og gallerierne formodentlig kunne overleve. Du har overlevet og mere end det, selv om du ikke har fået den internationale karriere som nogle af dine 10 år yngre kolleger. Men det kører for dig, og du er i dag i stald i et velanskrevet galleri (Galerie Faurschou i København, LB), som arbejder professionelt for deres meget få kunstnere. Hvad betyder det for dig som kunstner?

Det er ligesom at lede efter lejligheder. Når man først har fundet den og er flyttet ind, så tænker man ikke længere over det. Galleriet giver en fantastisk opbakning. De har en stab af topprofessionelle medarbejdere, og de vil noget med os og ved, hvad de gør. Men sådan noget kommer langsomt til. Det kan man ikke forcere.

Hvis vi vender tilbage til den aktuelle udstilling, så tager din spejlrotunde sig ud som et æterisk væsen, som står og svæver, og som både er der og ikke er der. Hvad er din hensigt med dette værk?

Ja, jeg har netop tilstræbt en dobbelthed, som sår tvivl om, hvad der er virkeligt, for spejlrotunden skaber sit helt eget perspektiv på tingene i salen. Den cirkulære form genererer et billede alt står derinde på rotundens spejl og betragteren bliver selv et flygtigt billede - samtidig indgår de pompejansk røde vægge og de grå gulve som en del af motivet. Jeg er selv meget overrasket over resultatet.

Spejlet er tredimensionalt. Hermed tager Erik A. Frandsen et skridt videre i forhold til de spejlbilleder, vi hidtil har set fra hans hånd. Fx sidste år på hans udstilling i Århus galleriet Profilen, der var fyldt med spejlblanke stålbilleder, som slugte verden og transformerede gallerirummet til et lysende spejlkabinet. Når man bevægede sig rundt i rummet, skabte man en performance og blev selv et fluktuerende motiv, der dansede med de stationære blomster. De slebne blomster ejer diamantens evighed i modsætning til de afskårne blomster i vaser, som var deres modeller. De kan minde om isblomster på frostruden. Således kastes betragteren tilbage til sig selv og sin egen dødelighed.

Med sit enkle og sikre greb sender Erik A. Frandsen hilsner tilbage i kunsthistorien til rokokokunst og art-deco, men samtidig vinker han til pop- og neopopkunstnere som Warhol, Jeff Koons og Gary Hume. Han koketterer frækt med blomsten som motiv. Indimellem sender han klare erotiske signaler, når kronblade lukker sig op som kvindeskød, eller når de rejser sig som fallosser, til andre tider gør han nar ad genren ved at placere en ædel blomst i en urinflaske. Frandsen er ikke blevet pæn. Men mere seriøs og dyb. Og det klæder ham.