Slemmerz

Når de sidste udstillinger åbner på Papirøen er det blandt andet med et helt overvældende værk af Christian Lemmerz.

Det er lavet i virtuel reality og var vitterlig en af de mest uforglemmelige oplevelser i forbindelse med sommerens biennale i Venedig.

Det kan være slemt nok at se på de mange fremstillinger af Jesus på korset – men i dette værk af Lemmerz er man virkelig tæt på og fornemmer, hvilke frygtelige lidelser, Kristus gennemgik.

Christian Lemmerz, der senere på året også udstiller i Hans Alf Gallery i Holbergsgade i København og har skabt en skulptur til Polititorvet, der afsløres i oktober, har altid haft et mellemværende med kristendommen – eller dens forvaltere.

Han lærte den også tidligt at kende. Som barn blev Christian Lemmerz (født 1959 i Karlsruhe) sat i jesuitterskole, hvor det var et led i bestræbelserne for at gøre ham til et bedre menneske, at hans seng og skrivebord i en periode, da han var en 12-13 år, blev flyttet ud på toilettet.

Det pædagogiske greb lykkedes ikke, men først som 18-årig blev Lemmerz smidt ud af skolen med den begrundelse, at han var uimodtagelig for opdragelse.

Som 19-årig begynder Lemmerz sin uddannelse som billedhugger i klassisk forstand på kunstakademiet ved marmorbruddene i Carrara i Italien, og fire år senere møder han under et ophold i Paris Erik A. Frandsen, som muligvis under foregivende af, at der sker noget interessant i dansk kunst, får ham med til landet.

I København træffer han andre vedkommende mennesker som for eksempel malerne Lars Nørgaard og Michael Kvium, med hvem han danner kunstnerfællesskabet Værkstedet Værst og performancegruppen Værst, der huserer i den københavnske undergrund, samtidig med at Lemmerz studerer på Kunstakademiet.

Mest kendt – udover kunstinteresseredes rækker – blev Lemmerz selvfølgelig for de døde svin, der lå på lit-de-parade på kunstmuseet i Esbjerg og vakte en del opsigt i midten af 1990erne. For Lemmerz var der den samme skønhed i grisenes hud som i overfladen af det marmor, han bearbejder så suverænt – og så var pointen, at forrådnelsen kunne ses som et billede på naturens store cyklus. Reklameværdien af medieeksponeringen var enorm, så alle var glade, og nu har de døde svin udspillet deres rolle og lever kun i mindet.

Et andet mindeværdigt værk fra de senere år er Christian Lemmerz’ udstilling i 2014 i Cisternerne på Frederiksberg.

De krævende rum i det tidligere vandreservoir erobrede han ved at placere opsatser med store mængder af brændende stearinlys, der iscenesatte stedet med stor dramatik. Og som så ofte hos Lemmerz handlede om forvandling – og også må have været en hilsen til kirken. Forestillingen om Gud og kirkens forvaltning af troen er et tilbagevendende tema hos Lemmerz. En forestillingsløs skulptur hedder således »God« og kan henvise til, at alt omkring skulpturen er Gud, og dermed det Gud skabte.

Det er menneskets forvaltning af deres arv, der gennemgående er det problematiske. Lemmerz har ofte benyttet sig af den omkring 100 år gamle erfaring, at alt, absolut alt kan anvendes som kunstnerisk materiale. Elektriske pærer, komfurer, fedt, sæbe, et glas med øjne. Men Lemmerz er blevet ved med at vende tilbage til klassiske billedhuggermaterialer som bronze og navnlig marmor.

Marmor er traditionelt blevet anvendt til at skildre det smukke, det ophøjede, det mytologiske, det majestætiske. Og på afstand ser Lemmerz’ hvide marmorskulpturer også umiddelbart smukke ud. Det er, når man kommer nærmere, at man ser, at Lemmerz bruger det smukke til at skildre det hæslige i form af død og undergang og overgreb og slagtning og alle de forfærdelige ting, mennesker gør ved hinanden.