image

Christian Lemmerz behandler begrebet begær på Randers Kunstmuseum. Foto: Benjamin Nørskov

Christian Lemmerz ryster på hovedet. Vi taler om den stort anlagte åbning af europæisk kulturhovedstad 2017, som fandt sted i Aarhus for et par uger siden.

»Vikingeskibe?,« udbryder kunstneren, der skabte opmærksomhed med sine rådnende svinekroppe i glasmontrer på Esbjerg Kunstmuseum i 1994.

»De bar vikingeskibe rundt i byen. Altså, hvor klichéfyldt kan det blive? Hvad bliver det næste? At de bærer røde pølser over hovederne?«

Nå, det er ikke selve åbningen af europæisk kulturhovedstad 2017, vi har sat den 59-årige dansk-tyske kunstner i stævne for at tale om. I anledning af kulturhovedstadsåret samarbejder syv af Region Midtjyllands kulturinstitutioner om udstillinger af De syv dødssynder, og på Randers Kunstmuseum har man – i forlængelsen af temaet ”Rethink” – bedt Christian Lemmerz og amerikanske Jenny Holzer om at gentænke dødssynden ”begær”.

Holzer og Lemmerz arbejder med vidt forskellige materialer og inden for forskellige traditioner. Holzer tager afsæt i skriften og arbejder konceptuelt, mens Lemmerz anvender det klassiske materiale marmor og et fortællende figurativt formsprog.

»Men,« kommer det fra Christian Lemmerz.

»Jeg bryder mig slet ikke om temaudstillinger som denne.«

»For mig er kunst mere end en overfladisk overskrift. Kunst er ikke en rebus.«

Men du sagde ja alligevel?

»Nej,« siger kunstneren og griner højt.

»Altså, jeg blev spurgt, og så ville jeg ikke sige nej. Og egentlig passer min kunst meget godt ind. Man kan i virkeligheden tage ethvert af mine værker og placere dem i en udstilling om begær.«

Christian Lemmerz’ skulpturer er netop ankommet til museet, da avisens udsendte kommer på besøg.

»Der er noget begær i denne her,« siger kunstneren og peger på skulpturen ”Eiszwillinge”, der består af to identiske hoveder.

Det ene bider i det andet.

Nutidens begær udmønter sig ofte i onani, mener han.

»Selfies er jo ren onani. Det samme med Facebook. Det har ikke noget med kommunikation at gøre. Det er bare; ”se mig med indsunkne kinder”. Folk tager selfies på mindesmærket for Holocaust i Berlin uden overhovedet at tænke over, hvor de er. Hele skoleklasser besøger

monumentet, fordi de skal blive klogere på historien, men det har den omvendte effekt. Selfies har gjort, at folk ser mindre. Ja, selfies gør blind. Det er som en hund, der finder et træ og tisser på det. Hunden tænker ikke, at det er et flot træ, blot at det er dens træ, og nu skal der tisses op ad det.«

Et tomt begær

Vi begærer noget tomt, fortsætter Christian Lemmerz.

»Mange vil være berømte, selvom de berømte kan fortælle, at det ikke er særlig morsomt i længden. Men sådan er det; vi begærer det, vi ikke kan få. Se bare på manden, som scorer den flotteste kvinde i verden. Efter to uger vil han hellere se fodbold med vennerne igen.«

Vores samfund er gennemsyret af sex, mener Christian Lemmerz.

»Der er stadig bikinidamer på bilerne i reklamerne. Vi er vidner til en billedeksplosion. Hvis Søren Kierkegaard løb 50 meter i Randers, så ville han se flere billeder, end han gjorde i sin levetid. 80 pct. er reklamer – resten er katastrofer.«

Men kærligheden blev sluppet fri i 1970’erne – hvordan kan sex mon stadig have den samme effekt i eksempelvis reklamer?

»Der var nogle, der havde det rigtig sjovt i 1970’erne, men man skal ikke undervurdere effekten af aids. Selv de mest hedonistiske grupper blev forsigtige og satsede på det faste parforhold.«

Christian Lemmerz hæver stemmen:

»Hvorfor er det alt det sjove, der enten er usundt eller forbudt? Hvorfor skal man straffes med tømmermænd, når man har drukket for meget alkohol? Hvorfor er alkohol ikke ligeså sundt som vitaminer? Du ser lidt bleg ud – du må heller drikke fem flasker rødvin, så du er frisk til skolen i morgen.«