5 hjerter: Kviums cirkusudstilling er en politisk totalinstallation

Michael Kviums nye show på Arken falder ind under den bølge af kunstudstillinger, der i pagt med tidens selvransagende ånd tør bekende et politisk standpunkt. Derfor er der her også andre bølger på færde som højrebølgen, klimabølgen og ikke mindst de bølger, der senest har skyllet titusinder af bådflygtninge i land på Europas alt andet end gæstfri kyster. Den situation, hvor feriegæster i badebukser bliver konfronteret med en fjern og fremmed verdens hjemløse, har Michael Kvium malet et enormt billede over. Det ligner ikke det, han plejer at male. Her tager han klart parti, ikke for de få badegæster, men for de mange i båden, der ikke ved, om det land, de nærmer sig, er et bedre sted at være end det hav, de er ved at forlade.

Måske er personen Kvium selv ikke blevet mere politisk. Men hans værker agerer denne gang i en klarere politisk kontekst, og det klæder både dem og ham. For den kunstner, der kun arbejder for at fremme sin plads i kunstinstitutionens hierarki, får nemt røde ører, hvis han skal forsvare sin praksis over for en kritisk offentlighed.

Kvium har fået al den succes, som ellers er en mangelvare i en samtidskunstners typiske karriereforløb. Og er der noget, han kan til bevidstløshed, er det at male disse groteske og grimme Kvium-figurer, der balancerer mellem det skrækindjagende og det karikerede, og som folk elsker ham for.

Måske er det derfor, at han denne gang har frabedt sig endnu en stor retrospektiv manifestation. Han vil hellere overraske sit publikum, og derfor har han samlet sine kræfter om et tema, som optager ham. Det er Europas situation lige nu, hvor værdierne skrider, værdigheden står for fald, og opløsningen truer med at splitte den paneuropæiske ånd. Vi er blevet os selv nok, og hvad der er fremmed, forbliver fremmed, i hvert fald for os.

For fra at være et globalt forbillede på velstand, social retfærdighed og menneskelig tolerance har vores verdensdel forvandlet sig til en desintegreret samling af stater, der stærkere end i syv årtier insisterer på netop deres nationalegoistiske suverænitet. Europa hænger ikke længere så godt sammen, som EU-tanken foregøglede os.

Til gengæld hænger udstillingen ganske godt sammen, fordi alle de værker, Kvium har lavet de seneste to-tre år, har taget denne civilisationskritik til sig som et fælles tema. Det er næsten for ondt til at være sandt, det hele burde være løgn og vanvid, og derfor har Kvium ladet den kendte tryllekunstner og standupkomiker Rune Klan inkarnere den cirkusagtige ramme, som udstillingen ’Cirkus Europa’ er sat ind i.

Med andre ord taler vi ikke om en almindelig udstilling, mere om en integreret totalinstallation, hvor malerier, video og en række livagtige figurer stående i olietønder og udført i et teknisk samarbejde med Per Kapper danner det, som kunstneren kalder et performativt forløb.

For værkerne er tænkt mere performative end fortællende. De interagerer i rummet, de appellerer bredt, og i de 9-10 rum, som udstillingen består af, hober hovedtemaet sig op, indtil det til sidst udløses i en kæmpe installation af noget, der minder om en krydsning af tarme, navlestrenge og rå lørdagskyllinger. Som ét stort tematisk take er det dygtigt gjort, selv om cirkustematikken – uanset sin underholdningsværdi – virker som en diskutabel tilføjelse. Og selv om meget på udstillingen, især skulpturerne, uvilkårligt lægger sig meget tæt op ad museets forrige publikumsbasker, ’Gys! Er den levende’.

Men måske er det et særligt Arken-speciale, der manifesterer sig her: Den pågående, effektfulde, neorealistiske kunst, der går efter struben, så folk hviner af fryd.

Ligesom så mange andre kunstnere har Kvium stillet sig selv spørgsmålet: Hvem er vi? Værkerne er hans svar, og svaret er inciterende og appellerende, men ikke opmuntrende. Kvium ved, at kunst ikke kan ændre verden. Men den kan skildre verden i en kritisk optik, og gennem denne skildring karikere og forvrænge den så meget, inden for troværdighedens grænser, at vi som beskuere engagerer os en ekstra gang. Hvis vi orker – og tør. Derfor vil kunstneren have os til at stoppe op, f.eks. foran den strandede gummibåd, der er blevet begravet i intereuropæiske ordbøger. Så vi minder os selv om, at med så mange sprogkombinationer må der også følge komplikationer.

»Vores deltagelse i verden sker på et turistvisum«, lyder det i katalogets interview med forfatteren Carsten Jensen. Med sin udstilling er Kvium kommet tørskoet i land på et politisk kontinent, han ellers ikke plejer at besøge. Og selv om besøget ikke er alt for farligt eller udfordrende, har han dog taget os et nyt sted hen.