image

Erik A. Frandsens seneste, knap tørre malerier på vej til museet i Århus, hvor de udstilles fra fra på fredag. Foto: Martin Bubandt

En tæt morgentåge har lagt hvidt filter over Falster og Erik A. Frandsens atelier.

Vejen derud ligger skjult i en verden af lysende vanddampe, og i særligt skarpe sving træder vejtræer og vindmøller pludselig frem af tågen lige foran en. Som når kunstneren lader sine motiver tone frem bag ridser, trækasser eller for den sags skyld meterlange lysstofrør, så man både kan se og ikke kan se kunsten og den virkelighed, den forholder sig til. Herude i Falsters uvirkelige landskaber holder en af Danmarks mest markante kunstnere til, men vi må spørge på nabogården, før vi finder ud for enden af markvejen.

En høj, krølhåret mand i cowboybukser og T-shirt åbner døren til et hvidt bindingsværkshus.

Varmt smil og kaffe på kanden. Men også et par skævende sideblikke ned ad vejen og ind i tågebankerne: Hvornår kommer flyttemændene?

I denne uge slår kunstmuseet ARoS i Århus dørene op for den hidtil mest omfattende udstilling af Erik A. Frandsens værker.

»Først præsenterede vi Olafur Eliasson for danskerne, så Michael Kvium. Nu er turen kommet til at vise, at der er født en ny, stor kunstner i Danmark«, som kurator og museumsdirektør Jens Erik Sørensen siger om sin ide med en retrospektiv udstilling af den 51-årige Erik August Frandsens værker.

Museumsrekord Kunstneren har i de første mange år af sin karriere været relativt upåagtet, i hvert fald af den brede offentlighed.

Men han har dansk museumsrekord med 6-700 præsenterede værker, han er langt ude over de danske grænser, og han mestrer kunstnerens mangeartede værktøjer som få.

Fra pensel over lak og træ til neonlys, indgravering og de nye, enorme mosaikarbejder, hvor klassikkens religiøse gudebilleder er skiftet ud med hverdagsmotiver fra storbylivet – som en pop-art-agtig boksehandske, en prostitueret eller en mand, der roder i en affaldsbunke.

ARoS viser eksempler på det hele under fællesnævneren: ’Det dobbelte rum’ – med sigte til de parallelverdener, kunstneren leger med.

På en etage vil man kunne se de fotografier, kunstneren bruger som afsæt for sine værker, og på en anden etage værkerne selv, samlet omkring en fem meter stor og tung stålkugle af en kulørt neonlampe, der måtte sættes op med forstærkningsplader i etagedækket ovenover.

Et særligt højloftet rum er afsat til 11 helt nye, ladeport-store lærreder, der er malet på et halvt år.

Ikke tørre endnu

De er blevet til, forklarer Erik A. Frandsen selv, på den sitrende, næsten maniske højenergi, som han har oplevet i spændingsfeltet omkring det at skulle præsentere sit værk – samlet.

En »overspringshandling« i ventetiden, som han siger. De er ikke engang tørre endnu.

Ikke underligt, at han befinder sig i en dobbelt-Frandsen af glæde og tomhed, da han denne stille morgen på Falster står og venter på flyttemændene. Lidt over 8 kommer de. En tung Volvo-motor brummer igennem stilheden, inden den lysegule lastbil fra Danmarks Møbeltransport bryder ud af tågesceneriet og ind i Frandsen verden. Han låser op til sit atelier, og vi modtages af et dagslys, der virker endnu stærkere inde end ude.

Fra atelieret ser man ud i et dansk guldalderlandskab, badet i dis fra horisont til horisont. Indenfor læner de op til 4 meter høje og 3 meter brede oliemalerier sig op ad vægge og vinduer hele vejen rundt. Et stort et af en kitschet Heidi-figur med egen alpeged står op ad vinduet og levner en sprække ud til naturen derude.

For enden af atelieret står tre-fire meter cafésceneri med anonyme tjenere, der vasker plastikstole af i Little Italy, New York, der er blå kommunist-Kina-figurer, iført Maojakker og røde stjerner, set på en butikshylde i New York, og for endevæggen knejser en enorm rørdrum.

Udstoppet rørdrum

Ikke et af de livsbekræftende eksemplarer, som kunstneren har hørt skulle holde til hernede i mosen et sted. For meget er Erik A. Frandsen, også rigtig meget. Men ikke landskabsmaler! I stedet har han fundet en udstoppet rørdrum i remisen på Nørrebro i København og »købt den med hjem for 400 kroner«. Kræet balancerer på sin fod oven på en stabel af kunstbøger og romaner.  Fra alpegeder til kineserfigurer er de fotograferet på stedet og derefter overført til lærred i atelieret – hvorefter Erik A. Frandsen har lagt undertoner på i sin egen »reelle« version af virkeligheden: Det er nemlig ikke nødvendigvis fotoets univers, der er mest sandt, lyder en af de få pointer, det er til at drive ud af kunstneren, når man prøver at lokke ham til at tale om sin kunst.  For det kan han godt nok ikke lide.

Kan ikke svare

»De der up front-spørgsmål«, siger han og holder en tænkepause. Vi sidder ved et af rullebordene med pensler i Nescaféglas og tuber fra Rembrandt med ’Kings Blue Light no. 211’. Erik August Frandsen prøver igen:

»Når folk spørger mig, prøver jeg altid lynhurtigt at få samtalen til at handle om noget andet. Det går altid galt, når jeg roder mig ud i at svare. Folk vil i virkeligheden bare høre, om jeg bekender mig til en eller anden isme, men jeg kan tids nok komme i en kasse. Det kan være, at min tid har en fællesnævner, men vi kender den ikke, og jeg bekender mig ikke til noget«, understreger manden, der engang har udstillet under titlen: ’Billeder’.

»Det er ikke krukkeri, men jeg har ikke svarene. Jeg kunne selvfølgelig godt tage den der pædagogiske hjelm på og prøve at forklare, men hvorfor gøre så meget ud af det? Kunst er ikke svaret på noget som helst! Kun de mennesker, der er interesserede i kunst, får noget ud af den«.

Udenfor har flyttemændene iført sig nænsomme, hvide handsker, inden de bakser det første kæmpeformat ud i morgenlyset. Kunstneren følger deres bevægelser:

»Der er så meget maling på, at de ikke er gennemtørre endnu, så de må ikke gnide op mod hinanden«, minder han om, og da han ser, hvordan flyttemændene skyder skruer direkte ind i siderne af lærredet, lidt mere bekymret:

»Det er lidt råt, ikke? Kunne det ikke være søm?«

Barndom med museer

Sin interesse for kunst har Erik A. Frandsen haft, siden han var barn hjemme i Randers og senere i Ertebølle.

»Der skete ikke en skid«, som han siger.

Og måske var det derfor, at han i den grad kastede sig over at fotografere og tegne og – mere atypisk for sin alder – ligefrem elskede at komme med på kunstmuseer. Et af de første glade indtryk af dansk kunst, han husker, har han fra tv, hvor han som 14-15-årig ser »Gernes stå og vikle sig selv ind i toiletpapir og ud igen«.

Og så var der Asger Jorns relieffer. Hvor andre jævnaldrende så streger og krimskrams, så denne gymnasieelev et kæmpesystem, man kunne »lægge ned over sin virkelighedserkendelse«.

»Jeg læste hans bøger og fattede ikke en skid, men jeg var dybt fascineret af hans ihærdighed med at tro på, at dét, han så, var rigtigt. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det rum ville jeg gerne være i. Et rum, der giver en mulighed for den form for refleksion, man nu har behov for. Jeg tænkte ikke: Jeg har også noget nyt at sige. Men: Den her verden er rigtig for mig«.

Frandsens alfabet

Og det blev den, men ikke på den nemme måde med succes hen over natten. Kunstakademiet sagde nej tak. Erik A. Frandsen skulle »selv finde sit alfabet«, som museumsdirektør Jens Erik Sørensen fra ARoS har udtrykt det. Så kunstneren kastede sig »søvngængeragtigt, men meget målrettet« ud på rejser rundt i verden for at lære håndværket.  »Jeg besluttede, at jeg selv måtte gøre tingene. Det var en meget bevidst beslutning«, fortæller han.

»Unge vilde«

Hvorpå han øvede keramik i Grækenland og skulptur i italienske marmorbrud, og først i 80’erne åbnede han sammen med en flok andre kunstnere den selvbestaltede kunstnerskole på Værkstedet Værst i København – et relativt kort kapitel i moderne dansk kunsthistorie, men med synlige dønninger:

Værkstedet blev institution og rugecentral for det, der er blevet berømt som Danmarks ’unge vilde’ – kunstnere som Erik A. Frandsen selv og eksempelvis vennen fra Værkstedet Værst, Christian Lemmerz.

»Jeg gik fra at være den der underlige, enlige satellit til at være sammen med de andre underlige satellitter«, som Erik A. Frandsen siger om glæden over at være, hvor det rykkede.

»Vi var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Det faldt sammen med punken og hele den der opbrudsgeneration. Det var hele den der sult efter noget andet. Vi var dybt forskellige, men det var også det, der var eksplosionen i det. Der var virkelig fuld power på«.

Fejebakker

Nogle år senere i Barcelona oplever han et sporskifte.

Der er noget med en drøm om nogle fejebakker, og i hvert fald begynder Erik A. Frandsen at anbringe træbakker og -kasser hen over sine motiver.

Kunsthistorikere har kaldt det ’blokeringer’, kunstneren selv taler om »modsatrettede udsagn i et komplementært forhold« og »den der dobbelthed« mellem det, man ser ind i, og det man står i, når man ser. Mellem virkeligheden og kunsten.

Som når han på en udstilling i Århus først i 90’erne placerer en nøgen kvinde i et rum, badet i varmt lys, men spærret inde bag nogle kolde lysstofrør, der blænder beskueren.

»Eye-fucking«, som han kalder det.

»Det er noget med at blive ført ind til noget, og så er der ikke noget dér, men til gengæld fører det hen til noget andet«, forsøger han igen at beskrive sit projekt.

Parallelrummet

Det er ikke det at vise, hvordan han ser på verden – men »måske en anden verden«, foreslår han så med et skævt smil:

»Måske ikke den her verden. Men at få lov at lave et andet rum, parallelrummet. Det er det, jeg tror, jeg gør ... Og så begynder det at blive rigtig, rigtig mærkeligt, for det er jo det, vi alle sammen gør. Vi har alle sammen vores egen lille personlige historie, og vi har også en ide om, at der er en stor historie, der binder alle de små sammen. Og på et tidspunkt bliver vi i stand til at se os selv så meget over skulderen, at vi kan generalisere så meget, at vi kan se noget, ikke? Vi har hele tiden den her: Lille-stor, lille-stor ...«.

Selv har han mere end én verden på spil. Under hyggen i hans billeder lurer dæmonien under fornuften lurer følelserne, og er der en blomst – og dem er der mange af – er den afskåret og livløs. For ét er, at vi ikke kan tale om døden og er »ekstremt dødsforskrækkede og alt-mulig-andet-forskrækkede«, understreger Erik A. Frandsen.

»Men vi taler heller ikke om liv, vel? Og det er jo endnu mere uhyggeligt«, siger han.

Og så, efter en pause, er han der, hvor han måske alligevel er klar til at sætte ord på sig selv og sine værker:  »Dét, jeg arbejder med, er det reelle – i modsætning til virkeligheden. Det er jo underligt abstrakt, men ... virkeligheden er det, du gør, og det kan du kontrollere. Det reelle, det kan du sgu ikke kontrollere. Det er noget, som er der, og som du ikke kan løbe fra«.

Han grunder lidt og tilføjer:  »Der er nogle grundstrukturer. Vi fødes, og vi dør, og vi skal formere os og have noget mad. Det er fælles, og så kan vi godt prøve at kamuflere det i parfume og pænt tøj, men det er bare dét. Og hvis vi taber den fornemmelse, så er vi på den. Der er noget, der er større end os selv. Min kunst er ikke en kommentar til det, men ... den taler om det. Og hvis du spørger mig igen nu, hvad det er, jeg laver, så maler jeg. Med stor undren. Sådan ud gennem øjenkrogene. Det dækker ligesom det hele«.

Den store anerkendelse

Det er der blik for ude i verden. Erik A. Frandsen er en af de få danskere, der har opnået at blive inviteret med på Documenta-udstillingen i Kassel. I 1992. Men den store anerkendelse lader stadig vente på sig: Medierne kommer ikke rendende, telefonen er tavs.

Så Frandsen fortsætter ad sit eget spor. »Så kører jeg bare selv«, som han siger.

Set i bakspejlet mener han, at det har været en fordel, at han har fået lov at modnes over tid. Han » var for uerfaren«, vurderer han selv. Men han oplever sig uretfærdigt behandlet og overset og føler en vis harme. Harmen bruser også op, da han nogle år efter hører sig selv, stangstiv i fjernsynet, råbe: »Fuck folket!«. Interviewet var klippet ubehageligt sammen, mener han. Men aggressionen bliver hans brændstof:

»De to ting laver en aggression på mig, og den kan jeg bruge. Den her: Det kan I rende mig med. Så et eller andet sted skal jeg vel nærmest være taknemmelig, for jeg har fået lov at lave mit eget rum«.

Det ’rum’ har for længst skaffet kunstneren både legater, roser og tilkendegivelser, der peger den rigtige vej.

Sidste år slap han ifølge anmelderne temmelig meget mere end helskindet fra at udfordre Glyptotekets antikke kunstskatte med sine egne værker, og for et par år siden blev han inviteret til at udstille et blomstermaleri på ansete Fondation Beyeler i Basel.

Ved åbningen bliver han mødt af ejeren selv, der siger:  »Nu håber jeg, at De er tilfreds med ophængningen«.

Frandsen er, siger han, »præcis så dansk«, at han tænker:  »Fuck! Det hænger ude på lokummet«.

Så går han indenfor. Han finder sin orangegule bulmeurt – i en af de schweiziske hovedsale. Foran en blomsterskulptur af Jeff Koons og midt imellem Polke og Picasso.

»Da blev jeg ydmyg. Det var den her ...: Jeg er en del af kunsthistorien!«.

Flyttemændene kører

Op ad formiddagen melder flyttemændene klar til at køre Frandsens nyeste udgydelser til ARoS.

Han sender et sidste blik ind i lastrummet, inden bagsmækken glider op og blokerer for kunsten. Så stønner lastvognen sig op mod markvejen, og kunstneren går tilbage i sit atelier. »Det er helt tomt«, konstaterer han – om atelieret eller om sin egen tilstand. Så låser han og går over mod stuehuset. Løfter armene over hovedet i et lettet: »Huh!«.

Nu må udstillingen vise, om den kan bære. Frandsens eget succeskriterium er, at man kan få øje på en sammenhæng i hans værker. At det ikke, som han siger, »ligner en gruppeudstilling, for det kører jo fandeme i øst og vest«. Men han er ikke bekymret for de enkelte værker, og hvis han havde mødt den mand, der malede de første mange af dem, ved han, hvad han ville have sagt til ham: »Godt, at han blev ved! At han ikke gav op. Og at han ikke, fordi nogen på et tidspunkt sagde: »Det der, det er godt«, blev dér. Det vil jeg sgu godt rose ham for«.