image

Erik A. Frandsen begyndte sin kunstneriske grundforskning i grafikken, men har spredt sig til en række genrer. Foto: Martin Bubandt

Erik A. Frandsen er én af de mest markante samtidskunstnere, der mestrer en række genrer, maleri, grafik og fotografi, mosaik, neon og stål, med en rig evne til at forvalte et stort kunstnerisk overskud.

Da han i fjor modtog Thorvaldsen Medaljen, lød det bl.a. i begrundelsen:

»Han kan om nogen skabe fortryllelse gennem et materiale og gennem brug af farver. Frandsen behersker det hele. Det er indfangelsen af de flygtige øjeblikke, der interesserer Frandsen – en mand kører forbi på en cykel, en pige skal have håret klippet hos frisøren. Men det er skønheden i det personlige og karakteristiske farvevalg, og det er råheden og hurtigheden i selve udførelsen, der gør hans værker så levende og overbevisende. Det ser så spontant og let ud, det han gør. Som om hans bevægelser med redskabet indfanger øjeblikket. Et intuitivt og nærværende øjeblik er til stede for os.«

Der rumsterer lidt af en anarkist i Erik A. Frandsen, der i sine purunge år så Ejner Johanssons fremragende kunstformidling i tv og blev fascineret af hans indsigt og engagement, men den unge randrusianer fik ikke selv nogen akademisk uddannelse.

En selvlært kunstner

Erik A. Frandsen er autodidakt kunstner, for så vidt den betegnelse giver ordentlig mening i hans tilfælde.

I stedet for Kunstakademiet satte Erik A. Frandsen sit eget hold i 1981: Det vilde kollektiv Værkstedet Værst på Rosenørns Allé i København.

Som forgængeren, Den Eksperimenterende Skole (Eks-Skolen) befrugtede og evaluerede medlemmerne hinanden, og det blev afsættet for bl.a. Christian Lemmerz, Lars Nørgaard, Jacob Schokking, Ane Mette Ruge og Dorte Østergaard Jacobsen

Erik A. Frandsen har tilegnet sig det keramiske håndværk i Grækenland, billedhuggerkunsten i Italien, hvor han mødte åndsfællen Lemmerz, og grafikken i Paris hos den berømte Stanley William Hayter, samt på teknisk skole i Kassel.

I det hele taget indgår rejser som en uundværlig efteruddannelse og stimulans for Erik A. Frandsen. I fjor drog han sammen med Per Fly og Henrik Saxgren til Haiti for at besøge Jørgen Leth, og rejsen resulterer i år i udstillingen ”Haiti” på Brandts, hvortil forfatteren Peter Laugesen leverer teksten til en bog fra den eksotiske lokalitet.

Langt fra Picasso

Desuden er Erik A. Frandsen udstillingsaktuel på Galleri Profilen i Aarhus og Galleri Hans Alf Gallery i København i år. Til august har han lagt sidste hånd på udsmykninger af VUC-Centret i Aarhus og den store sal på det gamle Hotel Randers.

Erik A. Frandsen arbejder endvidere med udsmykningen af det ambitiøse supersygehus i Gødstrup ved Herning, der skal stå færdigt i 2019, og på udsmykningen af den nye bygning på Rigshospitalet med planlagt aflevering også i 2019.

Erik A. Frandsen begyndte sin kunstneriske grundforskning i grafikken, hvis produktion i form af over 300 værker i 2014 blev samlet og beskrevet detaljeret af mag. art. Majbritt Løland i publikationen ”Erik A. Frandsen – Det grafiske værk 1978-2013” udgivet til særudstillingen på Randers Kunstmuseum.

Her dokumenterer Majbritt Løland Erik A. Frandsens viltre talent, der også manifesterer sig i de store udsmykningsopgaver, f.eks. på Christiansborg og Amalienborg.

Erik A. Frandsen, der er repræsenteret på en række museer og velforsynet med hæder, sagde i 2006, da han kåredes som ”Årets Kunstner” af Jyllands-Postens kunstkomité:

»Og jeg var ikke en lille Picasso-unge, der begyndte at tegne formfuldendt som fireårig, men på Himmerlands Gymnasium underviste kunstneren Bent Bentsen og var sammen med tv-koryfæet Johansson med til at påvirke mig.«