image

Michael Kvium i selskab med den kvindeskikkelse, der dominerer skulpturen ”Friheden”. I baggrunden ses skulpturen ”Fremtiden”. Foto: Stine Bidstrup

»Hvad søren, har du fået skæg,« kommer det fra Karen Grøn.

Hun er direktør for kunstmuseet Trapholt i Kolding og er tilfældigvis den første gæst, Michael Kvium møder på kunstmuseet Arken i Ishøj, sydvest for København.

»Jeg har haft for travlt til at barbere mig,« replicerer kunstneren, der lige er trådt ind i sin egen udstilling, ”Cirkus Europa”, som han har brugt tre år på at realisere.

Det er nu en halv snes dage siden, udstillingen åbnede med seksstjernede anmeldelser i Berlingske og Jyllands-Posten. Sidstnævntes anmelder konkluderede, at Michael Kvium med udstillingen fremstår »mageløs og uafrystelig«.

»Jeg er helt på røven over udstillingen. Du bliver ved med at genopfinde dig selv, hvilket er noget af en præstation. Jeg forstår ikke, at du kan,« siger Karen Grøn.

»Tak, alle de andre har sagt, at den bare er så forfærdelig,« siger Kvium i et forsøg på at lyde, som om han ikke bare tager imod.

Med ”Cirkus Europa”, der breder sig over 1.600 kvm på kunstmuseet i Ishøj, fortæller Michael Kvium en historie om et Europa, hvor der med hans ord »er sket fantastiske ting, men også fantastisk ubehagelige ting«. Og det er det ubehagelige – blandt andet reaktionerne på flygtningestrømmene, krig, forurening, ekstremisme, vold og fake news – som kunstneren forholder sig til i sine malerier, videoer og skulpturer.

Olie er lig med magt

”Retfærdigheden” kalder Kvium en af sine skulpturer. Den forestiller en olm engelsk dommer, som udover paryk og kravat er blotlagt som nøgenheden selv og placeret i en gulmalet olietønde, der går igen som fundament for yderligere et halvt dusin skulpturer.

»Magten findes dernede i olien, gør den ikke? Olien har i en årrække finansieret den vestlige udvikling og gør det vel stadig,« mener Michael Kvium.

Et ældre ægtepar med årskort til Arken kredser om dommerskikkelsen, der holder en kølle skjult bag sin ryg.

»Det er et fascinerende værk, men jeg ville ikke have det stående hjemme i dagligstuen,« siger kvinden.

»Men jeg laver jo ikke kunst til dagligstuen,« svarer kunstneren.

»Det regnede jeg heller ikke med. Du laver jo ikke sofastykker,« lyder det venligt fra kvinden, før hendes mand tager over:

»Vi ser alle udstillinger på Arken flere gange. På den måde opdager vi hver gang nye ting, og det er rigtigt dejligt.«

Til sidst i det langstrakte lokale står skulpturen, som Michael Kvium har kaldt for ”Fremtiden”: Et spædbarn, der er blevet dyppet i olie, hænger i sin navlestreng få centimeter over tønden.

»Da det er den mest skræmmende af skulpturerne, må den også komme til sidst. Og jeg skal lige love for, at mine børnebørn ikke kunne lide den. De ville have, at jeg skulle tage babyen med hjem og vaske den,« fortæller Michael Kvium.

Husk at tænke selv

Ester Lunddal, der sammen med veninden Jette Ludvigsen er kørt fra Vestsjælland for at se udstillingen, kalder ”Fremtiden” for et modsætningsfyldt værk.

»Spædbarnet og navlestrengen fortæller om begyndelsen på livet. Men samtidig er der noget uhyggeligt over værket, og jeg opfatter det, som om Michael Kvium vil fortælle os, at vi skal være opmærksomme og passe på,« siger Ester Lunddal.

Jette Ludvigsen synes, at hun med udstillingens samlede sum af værker bliver mindet om, at hun »skal åbne øjnene og lytte med forstanden«, når hun ser nyheder på tv:

»Jeg skal huske at tænke selv.«

»Og det er vel ikke det værste, vi kan gøre,« kommer det fra Michael Kvium.

Kvinderne fra Vestsjælland taler begejstret om udstillingens største maleri, ”Beach of Plenty”, der hænger i et af de lokaler, vi endnu ikke er kommet til. Det er et tre meter højt og over syv meter bredt strandmotiv med badegæster til højre og venstre i billedet. Det ser umiddelbart ud, som om de udelukkende er optaget af at nyde livet, selv om en gummibåd med flygtninge midt i billedet er på vej mod land.

»Vi satte os på bænken i udstillingslokalet og blev hurtigt til en slags medvirkende. Vi så ud på det smukke vand, men vi kiggede også på gummibåden med flygtningene, og en masse tanker om vores verden og de rigtige og de forkerte beslutninger blev sat i gang. Og sådan er udstillingen: Vi nyder virkelig værkerne, samtidig med at de får os til at tænke vigtige tanker,« konstaterer Jette Ludvigsen.

Michael Kvium takker nærmest genert for de pæne ord, og på vej til næste udstillingslokale forklarer han, at han i arbejdet med et kunstværk og en udstilling ikke gør sig nogen forestilling om, hvad publikum vil tænke om det færdige resultat.

 Det dur ikke

»Men når du nu spørger, går jeg ud fra, at der ikke er den store forskel på dem og på mig eller på, hvad de og jeg vil få ud af et kunstværk. For vi oplever jo groft sagt det samme til daglig og jeg har som dem også glæder og lidelser i livet.«

Vi møder Kenneth Paulmann, der kalder sig Kvium-fan:

»Det er første gang, jeg oplever Michael Kvium så politisk – og det slipper han godt fra. Jeg var spændt på, om det ville blive mere politik end Kvium, men han har fundet den helt rigtige balance.«

Michael Kvium kan dog slet ikke finde ro til en dialog. Han har nemlig opdaget et par fejl ved udstillingen, som er kommet til, siden han var her senest.

Der er langt mindre spotlys end aftalt på ”Beach of Plenty”, og en cirkusvogn, der udgør værket ”The Animal is Loose”, som er kunstnerens kommentar til flygtningedebatten, er blevet trukket alt for tæt på et andet værk.

»Jeg har kun været væk i to sekunder, og så har de fået gjort to vidt forskellige værker til ét stort værk. Det går kraftedeme ikke,« siger Michael Kvium.

Da vi har oplevet hele ”Cirkus Europa”, er fejlene blevet rettet, og udstillingen er igen, som den var, da Michael Kvium to dage før åbningen helt alene gennemgik den værk for værk og lokale for lokale.

»Da jeg var færdig, var jeg tilfreds. Og det er det vigtigste,« siger han.

»At udstillingen får seks stjerner, er selvfølgelig dejligt, men det betyder dybest set kun noget for min forfængelighed. Det var aldrig noget, jeg havde i tankerne, da jeg stod i mit værksted, lige om jeg ikke spekulerede over, om udstillingen ville få et stort besøgstal. Dét er jo ikke pr. automatik lig med en spændende udstilling.«