Hvis Frankensteins monster, Fætter Maddike fra Gru eller et andet menneskelignende uhyre pludselig dukkede op i Danmark og følte et forfængeligt behov for at blive portrætteret, ville man kun kunne anbefale én maler til opgaven: Michael Kvium. 

Men Kvium ville formodentlig ikke have tid til en sådan seance. For siden starten af firserne har han haft travlt med at male sine egne malerier, efter sine egne visioner, og han er blevet bedre og bedre til at realisere dem i olie på lærred. Eller sagt på en anden måde: teknisk dygtigere og dygtigere.

Ingen kan som Kvium male vanskabte skabninger, afhugne ekstremiteter, slimede hjernevindinger, tarme, pis og bræk og alt andet godt og især ondt fra den borgerlige perversions store verdensteater. 

Michael Kvium er noget så sjældent som en kunstner, der har fastholdt maleriet som udtryksform i en tid, hvor unge, vrede kunstnere ellers havde travlt med at lægge maleriet både for had og i graven.

Prisen for at dyrke dette historisk belastede medie, der på det seneste har været anvendt til så meget æstetisk stuepynt, var naturligvis en skildring af skønhedens modsætning, der var så demonstrativt styg, at man tænkte: Hvordan bærer han sig dog ad? Hvem har dog lært ham alt det? Nok ikke hans familie. 

Svaret er, at det har Kvium selv. Han har kunnet tegne, siden han voksede ud af kravlealderen. Bl.a. lavede han i tre år tegneserier til Horsens Folkeblad, før han kom ind på Kunstakademiet.

Hvis ikke skæbnen havde sporet ham ind her, på Akademiet for de såkaldt Skønne Kunster og derefter på Værkstedet med det ikke upassende navn Værst, var han måske endt med at karikere statsminister Anders Fogh Rasmussen og lignende politiske væsener i stedet for at male det galleri af dubiøse eksistenser, der har gjort ham berømt helt ovre på USA's østkyst.

Kvium er blevet for dansk malerkunst, hvad f.eks. en gyserfilminstruktør som Wes Craven er for amerikansk filmkunst: dvs. ikke bare god til at finde på, men også god til at gøre det så godt, at andre må tro på det. 

Det onde
At det kom så vidt, skyldes ikke Kvium alene. Noget tændte som en brand, da han i begyndelsen af firserne gik i partnerskab med Christian Lemmerz. De lavede performances sammen, forestillinger og film, bl.a. over noget så kropumuligt som James Joyces 'Finnegans Wake'. Og kontakten med Lemmerz har været vigtig for Kvium, når han følte behov for at udtrykke sig på anden vis end med pensler og tuber i atelieret. 

En kunstner med så meget magt over sine kunstneriske virkemidler fortjener at få en biografi, der er skrevet af nogen med tilsvarende magt over de sproglige og analytiske. Det har kunsthistorikeren Lennart Gottlieb.

Der er ganske vist et godt stykke vej fra Kvium til regnbuemaleren Harald Giersing, som er Gottliebs speciale. Til gengæld ligger beskæftigelsen med Kviums maliciøse kunst i naturlig forlængelse af udstillingen 'Inferno', som Gottlieb engang arrangerede på Statens Museum for Kunst som særlig specialist i begrebet 'det onde'. 

Det ville ligne Lennart Gottlieb dårligt, hvis han nøjedes med at stille de banale spørgsmål - eller de mest elskværdige. Man kan heller ikke på noget tidspunkt beskylde ham for at forenkle eller banalisere den historie, han vil fortælle. Snarere det modsatte. 

Forfatterens ambitiøse fremgangsmåde adskiller sig ikke principielt fra de fleste og mest teoretisk funderede kunsthistorikere. Hvis de skal analysere et maleri på en væg, starter de med at lede efter den sværest tilgængelige bog i kunstnerens bogreol.

Det kunne i dette tilfælde være James Millers bog fra 1976 om den franske tænker Michel Foucault. Heri optræder de to Foucault-postulater, der begge har været åndelig benzin for Kvium.

Det første postulat er: »Det moderne samfund er perverst«. Det andet lyder: »Galskaben eksisterer kun i samfundet«. Dermed er bogens disposition givet. Men det er en god disposition, der giver en slags mening til et meningsløst univers. 

At male er for længst ophørt med at være et håndværk, hvad der ikke udelukker, at håndværket skal være i orden. Det er først og fremmest en eksistentiel og intellektuel beskæftigelse. Kunstneren har simpelthen et projekt, han vil realisere, noget, han vil af med, og nogen, han vil gøre op med. 

Grimt, grimt, grimt
Kviums første mellemværende var med de politisk frelste 1970'ere. Det var et årti, siger Gottlieb, som var helt igennem mørkt, brunt, grimt, grimt, grimt og grimt - og desuden fuldt af onde fortrængninger.

Hvis de endnu ikke var synlige på samfundets overflade, blev de i hvert fald meget eksponerede i Kviums maleri. Der skete de frygteligste ting: Børn blev voldtaget af deres forældre eller kvalt, mens rotterne myldrede frem. Og hvis mor hængte sig, var far bare ligeglad.

Den første del af Kviums værker, indtil 1991, var grundet i dette had til hele borgermusikken. Perversionerne var flugtveje for en fantast, der var ved at få social klaustrofobi. Der har kun været ét problem ved dette hadforhold, som Lennart Gottlieb ikke kommer nærmere ind på: Billederne blev yderst populære hos det samme borgerskab - i hvert fald den del af det, der overhovedet beskæftiger sig med billedkunst. 

Dernæst trådte symbolerne for galskab og tåbelighed ind på maleriets scene. Dér myldrer og trives de stadigvæk, selv om et typisk Kviumværk på det seneste er ved at gå fra hinanden i flere mindre malerier.

Gottlieb, der altid kan modstå fristelsen til at forsimple en problemstilling, selv når han siger, at han gør det, siger det på følgende spidsfindige måde:

»Som en forenklet overordnet ramme for forståelsen kan man sige, at i billederne frem til 1990-91 er temaet det latterligt perverse, medens det senere drejer sig om det perverst latterlige. Overordnet kan man skelne mellem en skildring af det uvirkelige i det virkelige og en skildring af det virkelige i det uvirkelige«. 

Det er ikke helt så enkelt, som det lyder. Men tænker man efter, er det ikke helt forkert. Det er i øvrigt uendeligt lidt i Lennart Gottliebs energisk subjektive og skarpsindige fremstilling, der er faktuelt forkert.

En af de få fejl er måske teksten til et fotografi, hvor man ser Kvium stå sammen med læreren Albert Mertz og kompagnonen fra gennembrudsårene i Værst, Christian Lemmerz. Mertz ser ikke helt rask ud på fotografiet, der ifølge billedteksten skulle være fra 1991. Mertz døde dog i 1990.

På den anden side er det ikke udelukket, at netop de døde kan have givet Kvium et godt råd eller to. Hvis nogen kunstner med mellemrum modtager syner fra dødsriget, skærsilden eller et paradis, der i mellemtiden er blevet det rene helvede, må det være ham.