image

Christian Lemmerz' ærketypiske værk får kongenial placering på Glyptoteket.

Todesfigur’ af Christian Lemmerz er en sjælden gave fra Henning Larsens Tegnestue til Glyptoteket. Og hvorfor sjælden? Jo, for det er ikke hver dag, at Henning Larsens Tegnestue uddeler gaver.

Det er heller ikke hver dag, at Ny Carlsberg Glyptotek får tilbudt dem. Og det er endnu sjældnere, at museet på Dantes Plads tager imod dem.

For gaver til Glyptoteket skal have en affinitet tisl stedet for at blive modtaget

Det har ’Todesfigur’ også. Den har fået en kongenial placering på trappehallen i Glyptotekets indre udstillingsbygning, som netop går under navnet Henning Larsens tilbygning.

Desuden betyder Glyptotek ’museum for billedhuggerkunst’. Så den over 1 ton tunge skulptur har fundet sit rette hjem.

Besat af døden

’Todesfigur’ er placeret på den første repos, hvor den store trappe slår et vinkelret knæk på sit forløb.

Her står figuren i hele sin imponerende højde og afventer dem, der tør træde nærmere. Den lader sig ikke overse, men den gør, hvad den kan for at skjule sig selv og sin identitet.

Man kunne næsten kalde den genert eller blufærdig.

Emnet er ingen overraskelse, når kunstneren er tyskfødte Christian Lemmerz. For når Lemmerz folder sig ud i sine atelierer, er det dødsikkert, at indholdet må have noget at gøre med døden.

Det er, som om han i værk efter værk søger at komme overens med dette emne. Han er som besat af døden. Den er en realitet, han ikke ønsker at glemme.

Døden undgår ham ikke, ligesom han ved, at han i længden heller ikke undgår den. Kun i sin kunst tør han tage livtag med den.

Rådne svinekroppe

Hans mest omdiskuterede værk, ’Scene’ på Esbjerg Kunstmuseum, som næsten bragte hele det borgerlige Danmark fra koncepterne i 1994, havde et lignende tema.

I store glasvitriner havde kunstneren placeret nogle parterede, sammenføjede svinekroppe. Disse kroppe var ved at rådne op, som organisk materiale gør, efter at livet har forladt det.

Skulle man stadig være i tvivl om, hvad tiden gør ved os, kan man slå et slag forbi en anden aktuel gæst på Glyptoteket: ’Ishøjfyrsten’ fra jernalderen. De jordiske rester af denne fyrste har sin egen historie at fortælle om et drabeligt endeligt.

En symbolsk gestalt

’Todesfigur’ – på dansk: dødsfigur – er den typiske titel på Lemmerz’ figur. Så der er ingen tvivl om den rolle, som figuren spiller, og den kontekst, den skal optræde i.

Den seneste tilvækst til Ny Carlsberg Glyptoteks samling gør ingen hemmelighed af sit ærinde. Her handler det nemlig ikke om dødens årsager, følger eller konsekvenser, dvs. om pilespidser, læsioner, dybe sår, forrådnelse og andet, som man kunne føre ind i en politirapport.

I centrum står døden som en symbolsk gestalt.

Om end figuren skjuler sig i folderige hvide gevandter, har den en skikkelse som et menneske.

Når dens højde er over dansk normalstandard, er det måske for at slå en tydelig streg under dødens almægtige betydning. Men den har intet ansigt. Eller også skjuler den det ansigt, den har.

Forbilleder

Det samme gør de formummede figurer, som den nederlandske billedhugger Claus Slutter udførte til Filip den Dristiges gravmonument i Dijon (1404-11). Måske har disse sørgefigurer ligefrem været et af Lemmerz’ forbilleder. Men der er også forskelle.

Claus Sluter var en af de store overgangsskikkelser mellem gotik og renæssance, og som andre kunstnere i perioden var han ikke sin egen herre i de opgaver, han tog på sig. Også han gjorde tjeneste hos en fyrste.

De sørgende skikkelser i monumentet af Claus Sluter – og i andre lignende værker – er skabt for at fungere i en større verdslig sammenhæng. De skal begræde fyrstens bortgang på hver side af kisten.

De skal forestille at være munke, for de er klædt i lange, folderige kjortler med en kutte, som næsten skjuler dem.

De kendes også fra samtidige franske fyrsters begravelsesmonumenter. For Sluters påvirkning nåede vidt omkring og var ikke begrænset til Burgund.

Har fundet sin plads

Hos Lemmerz' skikkelse er der ikke andet end kjortlen tilbage. Ingen detaljer så meget som antyder, at et menneske må gemme sig inde bag det intrikate mønster af foldekast.

For figuren fremhæver sig selv ved sit tilsyeladende fravær. Det gjorde den også i 1988, da Lemmerz lavede sine tomme gestalter til udstillingen ’Skrevet i vand’ på det daværende Århus Kunstmuseum. En af dem har fundet plads ved Horsens Kunstmuseum.

’Gestalt’ med tilnavnet ’Todesfigur’ havde intet ansigt, men skjulte på den anden side heller ikke, at den ikke havde noget. Der var kun dette gabende tomme hul, dette ikkeansigt, som blev dannet af stoffets mangfoldige folder.

Dengang – for over 25 siden – var materialet bronze. I dag er det den lysende hvide Carrara-marmor. Det er begge klassiske materialer, hvis vi tager den historiske billedhuggerkunst som vidne.

Skønt Lemmerz i sin tidligere produktion har kastet sig ud i mere end ét opgør med den klassiske skulpturs idealer, er han nu ved at finde sin plads i det bedre selskab.

’Todesfigur’ i trappehallen på Glyptoteket er en af de foreløbig bedste anbefalinger.